Lolland Kommune har en række forskellige botilbud rettet mod borgere, der af forskellige grunde ikke kan bo i eget hjem.
Midlertidigt botilbud
Midlertidigt botilbud er et tilbud til dig, som på grund af betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og/eller særlige sociale problemer har behov for omfattende hjælp i en afgrænset periode.
For at få tilbud om midlertidigt botilbud skal du være over 18 år og have behov for at afklare, udvikle eller genskabe evnen til at kunne varetage almindelige daglige funktioner i egen bolig eller i et varigt botilbud.
Midlertidigt botilbud kan også anvendes som enkeltstående eller kontinuerlige aflastningsophold, hvor pårørende, som varetager din støtte i det daglige, har mulighed for aflastning i en kortere periode.
Under opholdet arbejder du målrettet med at udvikle og/eller vedligeholde færdigheder, hvor du blandt andet kan få støtte til:
- At udføre personlig pleje/egenomsorg
- Sund levevis, herunder kost og motion
- At varetage rengøring, oprydning, tøjvask, indkøb og andre praktiske opgaver
- At varetage uddannelse/beskæftigelse
Formålet med midlertidigt botilbud er, at du gennem en boligmæssig ramme og den nødvendige omsorgsmæssige indsats tilbydes en målrettet støtte. Du skal understøttes i enten at videreudvikle eller vedligeholde dine fysiske, psykiske og sociale færdigheder med henblik på, at der kan komme en afklaring på din fremtidige boform, støttebehov
og eventuelt uddannelses-/erhvervsmuligheder.
Formålet er også at aflaste dine nære pårørende i hjemmet, som til daglig varetager støtte og omsorg for dig.
For at du kan få bevilget midlertidigt botilbud, er det en forudsætning, at du ikke kan modtage støtte efter servicelovens øvrige bestemmelser eller anden lovgivning.
Et midlertidigt botilbud bevilges af visitationsudvalget efter indstilling fra visitator. I vurderingen indgår altid dine egne oplysninger samt andre relevante oplysninger. Der foretages altid en konkret og individuel vurdering på baggrund af din situation
sammenholdt med dine ønsker og behov.
I betalingsbekendtgørelsen finder du fastsatte regler om egenbetaling for midlertidigt botilbud. Du kan læse mere på retsinformation.dk.
Hvis du har behov for at søge om midlertidigt botilbud eller har spørgsmål til det, er du velkommen til at kontakte Center for Social Service. Du finder kontaktoplysninger på lolland.dk/visitatorliste.
Når vi har modtaget din ansøgning og behandlet den, vil du modtage en afgørelse. Hvis du er utilfreds med afgørelsen, kan du klage over den. I afgørelsen vil der være en vejledning om, hvordan du klager.
Bevilling af midlertidigt botilbud sker efter servicelovens § 84 stk. 2 og § 107 stk. 1. Du kan læse mere på retsinformation.dk
Botilbud i bolig med socialpædagogisk støtte
Botilbud i bolig med socialpædagogisk støtte er et længerevarende tilbud til dig, som er over 18 år, og som har betydelig og varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne.
For at du kan få bevilget botilbud i bolig med socialpædagogisk støtte, skal du have behov for omfattende og varig hjælp til daglige funktioner, pleje, omsorg eller behandling, som du ikke kan få dækket på anden vis.
Botilbud i bolig med socialpædagogisk støtte kan spænde bredt, og afhængigt af dine individuelle behov, vil du få mulighed for at videreudvikle og vedligeholde dine færdigheder inden for blandt andet:
- Personlig pleje
- Struktur i hverdagen
- Praktisk hjælp
- Støtte til fritidsaktiviteter
- Udvikling af sociale kompetencer
- Opbygning af netværk
- Hjælp til indkøb
- Støtte til administration af medicin
- Psykisk stabilitet
Formålet er, at du gennem en boligmæssig ramme og adgang til personale får dækket dit behov for omfattende hjælp og pleje.
Formålet er også, at du får de rette rammer for at videreudvikle og vedligeholde dine fysiske, psykiske og/eller sociale færdigheder med henblik på at kunne mestre mest muligt i eget liv.
Du er ”almindelig” lejer i et botilbud i bolig med socialpædagogisk støtte, og du betaler derfor husleje i henhold til lejekontrakten.
For at du kan få bevilget botilbud i bolig med socialpædagogisk støtte, skal du være motiveret, engageret og ønske at indgå i et aktivt samspil med støttepersonen.
Når du søger om botilbud i bolig med socialpædagogisk støtte, vil en visitator i Center for Social Service i Lolland Kommune vurdere, om du er i målgruppen.
Der foretages altid en individuel vurdering på baggrund af din situation sammenholdt med dine ønsker og behov.
Hvis du ønsker at søge om botilbud i bolig med socialpædagogisk støtte eller har spørgsmål til det, er du velkommen til at kontakte Center for Social Service. Du finder kontaktoplysninger på lolland.dk/visitatorliste
Når vi har modtaget din ansøgning og behandlet den, vil du modtage en afgørelse. Hvis du er utilfreds med afgørelsen, kan du klage over den. I afgørelsen vil der være en vejledning om, hvordan du klager.
Bevilling af botilbud i bolig med socialpædagogisk støtte sker efter almenboliglovens § 105 og servicelovens § 85. Du kan læse mere på retsinformation.dk
Længerevarende botilbud
Længerevarende botilbud er et tilbud til dig, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp.
For at få tilbud om længerevarende botilbud skal du være over 18 år og have behov for kontinuitet og døgndækning.
Støtten i et længerevarende botilbud kan spænde bredt, og indholdet kan variere fra botilbud til botilbud. Støtten kan blandt andet bestå af:
- Personlig pleje
- Struktur i hverdagen
- Praktisk hjælp
- Støtte til fritidsaktiviteter
- Udvikling af sociale kompetencer
- Hjælp til indkøb
- Opbygning af netværk
- Støtte til administration af medicin
- Psykisk stabilitet
Formålet med længerevarende botilbud er, at du gennem en boligmæssig ramme og den nødvendige omsorgsmæssige indsats kan få dækket dit længerevarende behov for omfattende hjælp og pleje. Du skal understøttes i enten at videreudvikle eller vedligeholde dine fysiske, psykiske og sociale færdigheder i det omfang, der er muligt.
For at du kan få bevilget længerevarende botilbud, er det en forudsætning, at du ikke kan modtage støtte efter servicelovens øvrige bestemmelser eller anden lovgivning.
Et længerevarende botilbud bevilges af visitationsudvalget efter indstilling fra visitator. I vurderingen indgår altid dine egne oplysninger samt andre relevante oplysninger.
Der foretages altid en konkret og individuel vurdering på baggrund af din situation
sammenholdt med dine ønsker og behov.
Hvis du ønsker at søge om længerevarende botilbud eller har spørgsmål til det, er du velkommen til at kontakte Center for Social Service. Du finder kontaktoplysninger på lolland.dk/visitatorliste
Når vi har modtaget din ansøgning og behandlet den, vil du modtage en afgørelse. Hvis du er utilfreds med afgørelsen, kan du klage over den. I afgørelsen vil der være en vejledning om, hvordan du klager.
Bevilling af længerevarende botilbud sker efter servicelovens § 108. Du kan læse mere på retsinformation.dk