Lolland Ungdomsskole har tilbud til alle unge i alderen ca. 13 - 18 år. De har også enkelte tilbud til de yngre børn og til unge over 18 år.
I Lolland Kommune benyttes ungdomsskolens tilbud af omkring 2/3 af målgruppens unge. Samlet set benytter ca. 2500 børn og unge de forskellige tilbud.
Undervisning og ture
Ungdomsskolen tilbyder gratis undervisning såsom fritidsundervisning, prøveforberedende undervisning, lektiecaféer og undervisning for tosprogede.
Det foregår i egne lokaler eller i egnede faglokaler på folkeskoler, i forenings-, kultur- og idrætsanlæg, i svømmehaller, i naturen, eller hvor det i øvrigt findes hensigtsmæssigt.
Ture, rejser, friluftsaktiviteter mv., med et kulturelt og dannelsesmæssigt indhold, er også vigtige generelle tilbud i ungdomsskolens virksomhed.
Heltidsundervisning
Ungdomsskolen har heltidsundervisning for ca. 30 undervisningspligtige unge, der har behov for et anderledes tilbud end folkeskolens. Det foregår på:
- Projektskolen på Gyvelvej 3 i Nakskov
- Erhvervsklasserne, der har til huse på Søndre Skoles Holebyafdeling.
- STU undervisning for unge ud over den undervisningspligtige alder. STU har til huse på Celf i Maribo.
Klub og demokrati
Ungdomsskolens klubvirksomhed byder på tre juniorklubber i Maribo, Nakskov og Rødby, syvungdomsklubber fordelt i kommunen samt to specialklubber i Holeby. Lokalmiljøet og det forebyggende arbejde har stort fokus i klubbernes arbejde.
Demokratiarbejde er en vigtig dimension i ungdomsskolens virksomhed. Udgangspunkt er ambassadørholdet, der har stor indflydelse på alt, hvad der foregår. Holdet står desuden for at arrangere fester og komme med forslag til nye aktiviteter, der efterspørges blandt unge.
Tæt på de unge
Ungdomsskolen har stor indsigt i unges liv og store kompetencer på ungeområdet.
Ungdomsskolen engagerer sig kraftigt i det forebyggende arbejde og har tætte kontakter til samarbejdspartnere på tværs i kommunen. Ungdomsskolen koordinerer bl.a.:
- SSP-indsatsen
- Indsatsen mod fravær i grundskoler og dele af ungdomsuddannelserne, herunder koordinering af motivationsvejledernes arbejde i de 4 folkeskoledistrikter.
- Boligsocialt projekt i boligområde i Nakskov.
Samarbejdet med civilsamfundet og de frivillige har også et betydeligt omfang.
Relationer mellem børn/unge/forældre og de ansatte i ungdomsskolen er af afgørende betydning i alle ungdomsskolens mangeartede tilbud.
Administration
Ungdomsskolens administration foregår fra to kontorer - på Gyvelvej 3 i Nakskov og Nørrevang 19 i Maribo. Derudover er det i åbningstiden muligt at tilmelde og betale for ture og aktiviteter i ungdomsklubberne, der ligger spredt i hele kommunen.
Ungdomsskolen beskæftiger ca. 30 fuldtids- og 150 deltidsansatte.
Program og tilmelding
Ungdomsskolen udsender hvert år i august et program, hvor sæsonens aktiviteter præsenteres. Tilmelding kan herefter foregå løbende inden de angivne datofrister.
Programmet suppleres af en hjemmeside, hvor det f.eks. er muligt at foretage elektronisk tilmelding og betale for ture, rejser mv., hvor der er deltagerbetaling. Hjemmesiden indeholder hen over året mange vigtige informationer, såsom hold ændringer, bustider ved arrangementer m.v.