Politikker og strategier

På denne side finder du links til Lolland Kommunes politikker og strategier. 

Det er politiske dokumenter, hvor du kan læse om Lolland Kommunes overordnede visioner og målsætninger. De udgør rammen for det daglige politiske og administrative arbejde.
Alle dokumenterne er politisk behandlet og vedtaget i Lolland Byråd eller i et af de stående udvalg.

Jobcentret skal udarbejde en strategi for det eller de kommende års beskæftigelsesindsats. Strategien skal både beskrive kommunens beskæftigelsesmæssige fokusområder, handlinger og mål. 
 
Strategien kan tage udgangspunkt i de vejledende beskæftigelsespolitiske mål, som beskæftigelsesministeren hvert år udmelder for det kommende år. Strategien skal medvirke til at sikre, at der er sammenhæng mellem de beskæftigelsespolitiske udfordringer, de politiske mål og den overordnede strategiske prioritering og tilrettelæggelse af beskæftigelsesindsatsen i kommunen. 
 
Beskæftigelsesstrategien danner baggrund for den beskæftigelsesindsats, som Jobcentret yder borgere og virksomheder i kommunen.
 
Det overordnede formål med beskæftigelsesindsatsen er:
 
  • at støtte kommunens borgere i at få eller bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet
  • at støtte kommunens virksomheder i at få den ønskede arbejdskraft
Lolland Byråd har godkendt beskæftigelsesstrategien for 2023 - 2024 d. 15. december 2022.
 

Boligpolitikken dækker hele det lollandske boligmarked og baserer sig på en vision om at sikre gode og sunde boliger i bæredygtige boligområder i hele kommunen og på tværs af ejerformer. Politikken stiller sig i vid udstrækning på skuldrene af allerede i gangsatte indsatser, og der lægges op til at arbejdet med at realisere visionen foregår via fire overordnede indsatsområder: 

Indsatsområde 1 fokuserer på en styrkelse af boligernes kvalitet og sammenhængen med den grønne omstilling. Derudover indeholder indsatsområdet kommunens ønske om at fremme et varieret og økonomisk bæredygtigt boligudbud.

Indsatsområde 2 har fokus på bevaring og transformation af kommunens kulturarv, og hvad prioriteringen af kulturarven har af konsekvenser for eksempelvis udformningen af udearealer. Desuden understreges det, at kommunen fortsætter sin aktive nedrivningsindsats.

Indsatsområde 3 omhandler primært kommunens fortætnings- og omdannelsesdagsorden, idet der har været et ønske om en tydelig begrundelse af denne dagsordens relevans og nødvendighed. Indsatsområdet omfatter også en bestræbelse på at sikre blandede boligområder med forskellige boligtyper og ejerformer.

Indsatsområde 4 fokuserer på tiltag, som kan fremme bosætning og fastholdelse samt forebygge social trafik mellem kommunerne.

Arbejdet med boligpolitikken er foregået parallelt med kommuneplanarbejdet for at skabe indholdsmæssig overensstemmelse. Hver indsats indeholder et antal delindsatser. Disse suppleres af nye delindsatser inden for især klimatilpasning, bevaring af kulturarven og ambitioner for udviklingen af private investeringer i boligbyggeriet.

Boligpolitikken er efter behandling i Økonomiudvalget og Teknisk Udvalg blev sendt i høring og er endeligt godkendt af Byrådet den 26-08-2021. Boligpolitikken midtvejsevalueres efter 5 år. 

Download Boligpolitikken som PDF

 

Gennem en ændring af dagtilbudsloven i 2018 er gennemført en Dagtilbudsreform, der sætter en national ramme for, hvilke krav dagtilbudde­ne skal efterleve. Sammen med Den sammen­hængende Børnepolitik danner disse grundla­get for indholdet i dagtilbudsstrategien.

Børne- og Skoleudvalget har godkendt dagtilbudsstrategien den 5. marts 2020.

Download dagtilbudsstrategien som PDF

Demens er en sygdom, der ikke kun rammer den enkelte – men hele familien. Det er en sygdom, der vender op og ned på det liv, man kender, og det er en sygdom, som vi desværre ikke har en kur for. At få en demensdiagnose betyder ikke, at der ikke er hjælp at hente. Mange mennesker lever et langt og godt liv på trods af demens.

En grundlæggende forudsætning for at kunne leve et godt liv med en demenssygdom er, at mennesket med demens mødes med forståelse og ses som et helt menneske med egne ønsker og værdier – også selvom det ikke altid er muligt at udtrykke disse. For selvom hukommelsen svigter og minderne – og med tiden også sproget – forsvinder, så betyder det ikke, at mennesket bag sygdommen er forsvundet. 

Med Lolland Kommunes demenspolitik ønsker kommunen at sætte fokus på demens og styrke indsatsen for borgere med demens og deres pårørende. Borgere med demens og deres pårørende skal opleve kontinuitet, tryghed og livskvalitet i hverdagen.

Lolland Kommunes demenspolitik tager afsæt i den nationale demenshandlingsplan 2025 og de værdier, som handlingsplanen bygger på:

Ældre- og Sundhedsudvalget har godkendt politikken d. 31.10.2017

Se Lolland Kommunes demenspolitik

Hent Lolland Kommunes demenspolitik som PDF (til print)

Lolland Kommunes digitaliseringsstrategi 2021beskriver de overordnede digitaliseringsmålsætninger for den kommunale organisation:

Borgere og virksomheder skal opleve, at det bliver lettere at håndtere egne sager via digital selvbetjening. Borgere skal gennem digitale løsninger opleve styrket selvhjulpenhed.

Kommunens interne dialog og videndeling skal styrkes gennem digitale løsninger. Lolland Kommunes organisation skal opleve, at det bliver nemmere at dele og få adgang til data på tværs af fagområder og fagsystemer. Det fulde udbytte af nye digitale løsninger skal sikres ved at implementere i bund. Lolland Kommune skal være en attraktiv, effektiv digital arbejdsplads.

Med Lolland Kommunes plan- og udviklingsstrategi som den overliggende ramme skal digitaliseringsstrategien fremme samspillet mellem administrative arbejdsgange og service til borgere, virksomheder og lokalsamfund.

Strategisk Lederforum har godkendt strategien d. 21. september 2021

Download digitaliseringsstrategien som PDF

Femern Strategien er en vækststrategi

Lolland Kommune skal høste de gevinster, som Femern projektet giver. Øget vækst og beskæftigelse øger velfærden, og styrker de kommunale budgetter. Målet er varig vækst, udvikling og blivende beskæftigelse. Men Lolland skal også gribe mulighederne for vækst på den korte bane.

5 overordnede mål i Femern Strategien:

Lolland skal udnytte sin centrale placering i en ny Femern Bælt region. Et bærende princip er, at langsigtet udvikling har førsteprioritet over kortsigtede interesser.

De langsigtede mål er, at

  1. Lolland er et attraktivt sted at flytte sin virksomhed hen for både danske og internationale virksomheder.  
  2. Lolland er et attraktivt turismecentrum for primært tyske, danske og nordiske turister, men også internationale turister.
  3. Lolland har en infrastruktur med direkte forbindelse til Tyskland, effektiv togbetjening, vejforbindelser og hurtig færgedrift til Fyn og forbindelse videre til Jylland.
  4. Lolland er et attraktivt område at bosætte sig i med et stort arbejdsmarked, dynamisk boligmarked og gode rammer for at leve det gode liv.
  5. Lolland er som grænseregion begunstiget med samhandel, vækst og udveksling af kultur, uddannelse og arbejdskraft.

Vedtaget i Byrådet 28. maj 2019

Læs Femern Strategi 2019 (PDF)

Den finansielle strategi fastlægger rammerne for styringen af Lolland Kommunes finansielle portefølje, herunder håndtering af de likvide midler, værdipapirbeholdning og den langfristede gæld.

Den fastlægger desuden anvendelse af finansielle instrumenter.

Strategien revideres løbende, når der vurderes at være behov for det i forhold til udviklingen på de finansielle markeder og kommunens vurdering af finansiel risiko. Den er senest revideret i maj 2019.

Godkendt i Økonomiudvalget 23. maj 2019

Download Finansiel Strategi som PDF

Det folkeoplysende arbejde har lange traditioner på Lolland, og Lolland Kommune vil fortsat arbejde for at skabe gode rammer for dette arbejde, for at sikre en kontinuerlig videreudvikling af det mangfoldige foreningsliv.

Kernen i det folkeoplysende arbejde er at fremme demokratiforståelse og aktivt medborgerskab og styrke borgernes evne og lyst til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet. Med udgangspunkt i dette har Lolland Kommune udarbejdet en vision og en række målsætninger for folkeoplysningsområdet for perioden 2015-2025.

Byrådet har godkendt politikken 27. august 2015.

Læs Lolland Kommunes folkeoplysningspolitik

Hent folkeoplysningspolitikken som PDF (til print)

I den nye folkeskole skal børn og unge blive så dygtige som de kan, samtidig med at de trives, og skolerne skal kunne fastholde deres kvalificerede ledere og medarbejdere samtidig med, at de kan rekruttere nyt kvalificeret personale.

Vedtaget på Børne- og Skoleudvalgsmødet 7. maj 2020

Se folkeskolestrategien 2020-2022

Download Folkeskolestrategien 2020-2022 som PDF (til print)

Lolland Kommune har udarbejdet en frivillighedspolitik for at sikre det bedst mulige grundlag for et ligeværdigt samarbejde mellem  kommunen og frivillige organisationer, der yder en social indsats.

FrivilligCenter Lolland blev etableret og ledes af en bestyrelse, hvori Ældre- og Sundhedsudvalget er repræsenteret. Dette har dannet grundlaget for et godt samarbejde mellem Lolland Kommune, FrivilligCenterets medarbejdere og bestyrelse, som er med til at fastholde og udvikle interesse og engagement i det frivillige sociale arbejde i Lolland Kommune.

Ældre- og sundhedsudvalget har vedtaget frivillighedspolitikken den 1. marts 2021

Læs Lolland Kommunes Frivillighedspolitik

Hent politikken som PDF

Det overordnede formål med indkøbspolitikken er at sikre, at kommunen til enhver tid køber ind på de bedst mulige vilkår, hvor kvalitet, funktionsduelighed og pris er vigtige parametre.

Dette opnås bedst ved at udnytte kommunes status som storkunde på indkøbsmarkedet og ved at indgå bindende aftaler med leverandører. Aftalerne skal forpligte såvel leverandører som kommunen.

Indkøbspolitikken er sidst behandlet i Økonomiudvalget  den 13. juni 2018

Download indkøbspolitikken som PDF

Lolland Kommune rummer borgere med mange forskellige baggrunde, sprog, interesser og kulturer. Ens for dem alle er, at de alle er en vigtig del af samfundet og udgør en stor ressource. Vi har en vision om, at alle borgere skal behandles lige, og for at kunne behandle alle lige er det vigtigt, at de behandles forskelligt.

Integrationspolitikken er et vigtigt redskab, der indeholder en række indsatsområder med tilhørende mål, der alle har til formål at sikre, at vi alle aktivt anerkender og anvender den mangfoldighed, der præger kommunens borgere.

Integration er i høj grad et fælles ansvar. Det er vigtigt, at kommunen viser åbenhed, tolerance og høje forventninger til borgerne, og borgerne samtidigt ønsker at tage aktiv del i samfundslivet. Integrationspolitikken skal være med til at sikre dette. Politikken favner hele kommunen, og sætter rammerne for, hvordan arbejdet med integrationen bliver bedst muligt fremover.

Integrationspolitikken er senest drøftet i integrationsrådet 11. maj 2020.

Byrådet har d. 27. februar 2020 godkendt integrationspolitikken.

Download integrationspolitikken som PDF

Frem mod 2030 vil Lolland Kommune reducere CO2-udledning fra kommunens aktiviteter med 70 %. Målet er at være CO2-neutrale i 2050.

Det er de mål, der er sat med Klima- og energiplan 2020-2050 for Lolland Kommune.

Planen anviser en række tiltagsmuligheder for at nå målene for områderne

  • energi og bygninger
  • transport og mobilitet
  • landbrug
  • kommunen som virksomhed
  • klimatilpasning

Planen bygger på en status over CO2-udledning fra kommunens aktiviteter, for såvel kommunen som geografi og for kommunen som virksomhed.

Desuden er der opstillet scenarier for, hvordan fremtiden vil se ud, hvis de angivne tiltag bliver gennemført.

Du kan se planen med baggrundsnotater herunder og læse om de tiltag, som vi ser som nødvendige og realistiske på vejen frem mod CO2-neutralitet.

Download Klima- og energiplan her som pdf.

Download Drivhusgasregnskab for Lolland Kommune - baseline 2017 her som pdf.

Download Scenarie- og tiltagsnotat for Lolland Kommune 2020-2050 her som pdf.

Lolland Byråd har godkendt Klima- og energiplan 2020-2050 for Lolland Kommune på mødet d. 15. juni. 2021.

Udviklingen på kultur- og fritidsområdet går utroligt stærkt i disse år, og der kommer hele tiden nye tilbud og tendenser. Lolland Kommune vægter det rige og varierede kultur- og foreningsliv der er i kommunen meget højt, og for bedst muligt at kunne understøtte og skabe videre grobund for kultur- og fritidsområdet nu og i fremtiden er Kultur- og Fritidspolitikken udarbejdet i samarbejde med kommunens borgere.

Politikken er opbygget omkring tre kerneindsatsområder og målsætninger samt konkrete handlingsforslag som skal være med til at videreudvikle kultur- og fritidsområdet i Lolland Kommune i perioden 2015-2025.

Byrådet har godkendt politikken d. 27. august 2015.

Download kultur- og fritidspolitikken som PDF

Det er et krav i Horizon Europe (EU’s rammeprogram for forskning og innovation), at offentlige organisationer udarbejder en ligestillingsplan (Gender Equality Plan), for at kunne deltage i Horizon Europe-projekter.

Ligestillingsplanen beskriver Lolland Kommunes nuværende arbejde med ligestilling og mangfoldighed samt tanker om det fortsatte arbejde med disse problemstillinger.

Planen er godkendt i HovedMED den 21. september 2023 og i Økonomi- og Erhvervsudvalget den 6. oktober 2023.

Læs ”Ligestillingsplan 2023 – Gender Equality Plan” (PDF)

Lolland Erhvervshavnes Strategi- og Masterplan 2050 sætter retningen for de kommende års havneudvikling, og samtidig understøtter den visionerne for den nye fremtid på Lolland. Strategien tager udgangspunkt i den tidligere strategi- og masterplan fra 2015.  

Hensigten med den opdaterede strategi- og masterplan er at skabe et stabilt og fremtidsrettet udviklingsgrundlag i harmoni med den samlede kommunale erhvervsudvikling og skabe solide rammer og perspektiver for erhvervslivets udvikling og investeringer på Lolland.

Strategi- og Masterplan 2050 er udarbejdet i 2023 og forelagt Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet ved endelig godkendelse d. 25. januar 2024.

Læs Strategien- og Masterplanen 2050 for Lolland Erhvervshavne (lollandhavne.lolland.dk)

Den vedtagne naturpolitik er i overensstemmelse med Lolland Kommunes planstrategi, som tilsiger, at kommunen arbejder for mere og rigere natur overalt i Lolland Kommune. Det vil sige både den store og den lille natur.

Naturpolitikken indeholder generelle mål og muligheder for naturforbedring og en forbedring af biodiversiteten.

Naturpolitikken handler både om naturen i sig selv og om de interesser, der knytter sig til oplevelse og brug af naturen. I henseende til det sidste lægger Naturpolitikken især vægt på befolkningens umiddelbare adgang til naturen der, hvor man bor og den betydning, som den nære natur har for friluftslivet og befolkningens sundhed.

Byrådet har den 27. januar 2011 godkendt Naturpolitikken. Den vedtagne Naturpolitik er opdateret i januar 2017.

Link til den digitale Naturpolitik

Alle kommuner skal udarbejde en planstrategi i hver byrådsperiode. Planstrategien danner udgangspunkt for den efterfølgende revision af kommuneplanen. I Lolland Kommune arbejdes med en Plan- og Udviklingsstrategi, som både forholder sig til den fysiske udvikling og til kommunens udvikling i øvrigt.

Byrådet har godkendt strategien den 12. oktober 2023.

Læs ”Plan- og Udviklingsstrategi 2023-2033 – fra mulighed til virkelighed” (PDF)

 

Lolland Kommune har, i henhold til EU's oversvømmelsesdirektiv, revurderet samt ajourført den oprindelige risikostyringsplan. Risikostyringsplanen har særligt fokus på oversvømmelserne fra havet samt tiltag der kan reducere risikoen herfor.

Revurdering og ajourføring af Risikostyringsplan for Sydlolland og Nakskov godkendt af Byrådet den 25. maj og kan læses her. (PDF)

Den Sammenhængene Børnepolitik er lovpligtig og har til formål at skabe sammenhæng i den generelle og forebyggende indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte.

Den Sammenhængende Børnepolitik er Børne- og Skoleudvalgets bud på, hvordan intentionerne om "En stærk næste generation" i Plan- og Udviklingsstrategien kan omsættes til konkrete fokusområder, der får betydning for alle børn og unge.

Under den Sammenhængene Børnepolitik er der udarbejdet strategier for:

  • Dagtilbud
  • Folkeskole
  • Specialundervisning
  • Unge
  • Tidlig Indsats

Byrådet har godkendt politikken d. 27. juni 2019.

Download Sammenhængende Børnepolitik som PDF

Gennem de sidste mange år har lokale danske fødevarer indtaget en plads som verdens mest eftertragtede, når de anvendes af verdens bedste kokke i verdens bedste restauranter. Den nye nordiske madkultur er blevet et brand for Danmark, og Lolland-Falster er en aktiv medspiller i den fortælling.

Lolland og Guldborgsund Kommuner har siden 2016 arbejdet med at udvikle og understøtte de lokale potentialer, ressourcer og udviklingsmuligheder indenfor fødevareområdet, med henblik på at kvalificere og understøtte de lokale indsatser og initiativer, der har de bedste vækstpotentialer målt på beskæftigelse og omsætning.

Læs Strategi for fødevareproduktion og fødevareturisme på Lolland og Falster

Udskriv Strategi for fødevareproduktion og fødevareturisme på Lolland-Falster (PDF)

Guldborgsund Kommune, Lolland Kommune, Business Lolland-Falster og GEMBA Innovation. Version december 2017.

Plejeboligerne i Lolland Kommune skal være tidssvarende og attraktive. Med denne strategi for fremtidig plejeboligstruktur ønsker vi derfor at forbedre plejecentrenes fysiske rammer og samtidig skabe en ny og fremtidssikret struktur på området.

Der er behov for at nedbringe antallet af utidssvarende overskudsboliger til fordel for moderne plejecentre med større volumen og mere central beliggenhed. De mere end 10 mio. kr. årligt, som kommunen poster i tomgangsleje, skal fremadrettet komme de ældre til langt større gavn. Vi vil investere i at højne livskvaliteten for beboerne og personalet på kommunens plejecentre med indtænkt velfærdsteknologi, demensvenlig indretning, hjemlige rammer, gode arbejdsforhold og et højt fagligt miljø. Det skal være fremtiden på Lolland for kommunens ældre!

Strategien er godkendt i Byrådet den 15. december 2022.

Download strategi for fremtidig plejeboligstruktur som PDF

Download bilag; Scenarier for venteliste som PDF

Download bilag: Lolland plejeboligfremskrivning afrapportering som PDF

Strategien for Socialpsykiatri og Rusmiddel i Lolland kommune tager blandt andet afsæt i Lolland Kommunes Plan og Udviklingsstrategi for 2019 – 2030 og Social- og Arbejdsmarkedspolitikken.

Social- og Arbejdsmarkedsudvalgets strategi for socialpsykiatri- og rusmiddelområdet spænder bredt og rummer mange aspekter af det at være psykisk sårbar eller have en psykisk lidelse.

Strategien konkretiserer de overordnede politiske mål om at sikre en stærkere næste generation og en investering i vores egne borgere. Målet er at gennemføre en social omstilling og gøre mange flere af kommunens borgere både selvhjulpne og selvforsørgende.

Det gælder både forebyggende indsatser for borgere, der er psykisk sårbare, samt for en tidlig op­sporing til en målrettet indsats for borgere med alvorlige psykiske lidelser.

En varig og passiv forsørgelse er kun en god løsning for de færreste.

Strategien for Socialpsykiatri og Rusmiddel dækker borgere i alle aldre inden for målgruppen med et klart sigte på at hjælpe den enkelte til en bedre hverdag trods diverse problemstillinger.

Strategien for Socialpsykiatri og Rusmiddel blev vedtaget den 1. december 2020 i Social- og Arbejdsmarkedsudvalget.

Download Strategien for Socialpsykiatri og Rusmiddel som PDF.

Lolland Kommunes Ældrepolitik, vedtaget af Byrådet i oktober 2020, tager udgangspunkt i ”at skabe gode muligheder for, at ældre borgere kan mest muligt selv – længst muligt”. Et af politikkens temaer handler netop om det: Et godt hverdagsliv – Mest muligt selv. Med baggrund i Byrådets fyrtårn; Kommune i en ny virkelighed, har Ældre-, Omsorgs- og Sundhedsudvalget besluttet, at velfærdsteknologi er en af de fire politiske målsætninger for 2023.

Strategi for velfærdsteknologi er godkendt af Ældre-, Omsorgs- og Sundhedsudvalget den 16. august 2023.

Download Strategi for velfærdsteknologi som PDF

Denne sundhedspolitik er vedtaget af Byrådet i Lolland Kommune i februar 2016, og en revidering af den tidligere sundhedspolitik fra 2007.

At være sund og have et godt helbred er en forudsætning for, at vi kan trives og udfolde vores potentiale.

Et godt helbred giver os frihed til at kunne leve et liv, som vi ønsker.

Sundhedspolitikken sætter rammen og en fælles retning for det sundhedsfremmende og forebyggende arbejde i Lolland Kommune, uanset om det foregår i den enkelte faggruppe eller som en tværfaglig indsats.

Formålet er en forbedring af sundhedstilstanden blandt kommunens borgere.

Se Lolland Kommunes sundhedspolitik 2016-2025

Hent Lolland Kommunes sundhedspolitik 2016-2025 som PDF (til print)

Lolland Kommune skal udnytte sine ressourcer bedst muligt, og vi skal investere dér, hvor det størst mulige potentiale er, og det er hos kommunens egne borgere. Derfor skal vi i fællesskab arbejde for, at alle, der kan, er selvforsørgende, så de kan bidrage til vores fælles samfund.

Det betyder, at borgere, der modtager en kommunal offentlig forsørgelsesydelse, som udgangspunkt skal modtage en aktiv indsats, så de får mulighed for at få eller for at genoptage tilknytningen til arbejdsmarkedet; men i Lolland Kommune skal der også være plads og muligheder for de mennesker, der ikke passer ind på arbejdsmarkedet, så de også får mulighed for at vokse og udvikle sig og tage del i samfundslivet.

Social- og Arbejdsmarkedspolitikken har også fokus på, at kommunens unge får relevante tilbud og muligheder for at deltage i fællesskaber, der kan hjælpe dem på vej mod uddannelse og job. Det er Lolland Kommunes holdning, at de unge skal kunne nå længst muligt med de forudsætninger og interesser, som de har, og selvom uddannelse vil være vejen for de fleste, skal vi også støtte de unge, der vælger en erhvervsrettet vej mod job og selvforsørgelse.

Byrådet har godkendt Social- og Arbejdsmarkedspolitikken d. 23. april 2019

Læs Social- og Arbejdsmarkedspolitikken som pdf.

Strategien for tidlig indsats medvirker til, at børn og unge oplever at blive hørt, inddraget og hjulpet. Målet er at skabe en stærk næste generation i Lolland Kommune gennem en kvalificeret og fælles indsats for børn, unge og deres familier og dermed de opvækstbetingelser og den trivsel, sundhed og læring, der skal til for at klare sig godt ind i voksenlivet. Strategien er bygget op om tre pejlemærker:

  • Tidlig opsporing: Alle børn og unge skal opleve, at de får støtte og hjælp, når de har problemer i livet. Som kommune skal vi handle, når et barn viser tegn på begyndende mistrivsel eller bekymrende udvikling.
  • Sammenhæng i indsatsen: Alle børn og unge skal opleve, at de fagpersoner, der samarbejder om deres trivsel og udvikling, bidrager til en sammenhængende indsats. En sammenhængende indsats betyder, at vi som kommune tilstræber at koordinere den samlede mængde af indsatser i forhold til det enkelte barns hele situation.
  • Inddragelse af forældre og børn: Alle børn og unge skal opleve, at de får støtte og hjælp, når de har problemer i livet. Som kommune skal vi handle, når et barn viser tegn på begyndende mistrivsel eller bekymrende udvikling.

Strategien for tidlig indsats er én af fire strategier, der har den Sammenhængende Børnepolitik som paraply.  

Vedtaget på Børne- og Skoleudvalgsmødet 3. december 2020

Download strategien for tidlig indsats som PDF

Med baggrund i Budgetforlig 2020 har Børne- og Skoleudvalget sammen med Fritids- og Kulturudvalget taget initiativ til en workshop med unge samt interessenter på ungeområdet for at drøfte det gode ungeliv.

Efterfølgende har de to politiske udvalg haft en fælles drøftelse af, hvordan de mange input fra workshoppen skulle prioriteres, herunder, hvad der er realistisk at arbejde med på den korte, den mellemlange og den lange bane.

Det er der kommet en ungestrategi ud af, som har til formål at sætte fokus på det gode ungeliv for de 13-18-årige i Lolland Kommune.

Strategien centrerer sig om 4 temaer og indeholder konkrete bud på tiltag, der kan styrke det gode ungeliv.

Temaerne er:

  • Livsmestring
  • Demokrati og Dannelse
  • Flere aktive unge
  • Stærke fællesskaber

Hent PDF af Ungestrategi 2020-2023 her

Ungestartegi 2020-2023 er godkendt af Børne- og Skoleudvalget samt Fritids- og Kulturudvalget 4. juni 2020

Politik for en værdig ældrepleje i Lolland Kommune 2022

Politikken for en værdig ældrepleje i Lolland Kommune fremmer muligheden for at kommunens ældre borgere, kan leve en selvstændig tilværelse.

Kommunalbestyrelsen har siden den 1. marts 2016 været forpligtet til at træffe beslutning om en værdighedspolitik for den kommunale ældrepleje. De nærmere regler om kommunalbestyrelsens forpligtelser i forhold til værdighedspolitik er reguleret i Sundheds- og Ældreministeriets bekendtgørelse om værdighedspolitikker for ældreplejen. Her fastsættes bl.a. de emner, som kommunalbestyrelsen som minimum skal beskrive i værdighedspolitikken.

Værdighedspolitikken skal som minimum beskrive, hvordan ældreplejen kan understøtte følgende områder i forhold til plejen og omsorgen af den enkelte ældre:

  1. Livskvalitet
  2. Selvbestemmelse
  3. Pårørende
  4. Kvalitet, tværfaglighed og sammenhæng i plejen
  5. Mad og ernæring
  6. Bekæmpelse af ensomhed
  7. En værdig død

Byrådet har godkendt politikken 19. december 2019.

Revideret og godkendt i Ældre-, Omsorgs- og Sundhedsudvalget 2. november 2022

Hent Lolland Kommunes værdighedspolitik (PDF).

Med denne politik sætter vi en retning for, hvordan rammerne for det gode ældreliv i Lolland Kommune skal udvikle sig de kommende år.

Vores vision er klar: det skal være borgerens egen motivation og ressourcer, der står i centrum for den kommunale indsats. Vi vil skabe gode muligheder for, at ældre borgere kan mest muligt selv - længst muligt. Samtidig skal vi være der for de ældre, der har behov for hjælp og støtte i hverdagen eller i kortere perioder.

Download Ældrepolitikken som PDF