Skip til hoved indholdet

Velkommen til dagplejen

Velkommen

Vi vil gerne byde jer velkommen i Lolland Kommunes dagpleje. Vi glæder os til at lære jeres barn at kende og til det kommende samarbejde med jer forældre. Når jeres barn starter i dagplejen, vil I blive budt inden for i et privat hjem, som er godkendt og indrettet til at dagplejeren kan tilbyde børnene forudsigelighed, genkendelighed og struktur, samspil og fælles opmærksomhed.

I de første tre år af et barns liv sker der en fantastisk udvikling og jeres barns tid i dagplejen skal være lærerig, udviklende og tryg – både ude og inde. I hverdagen vil jeres barns dagplejer tage sig tid til både det nære – ved at pusle, tale, synge, læse og lege med jeres barn, og det mere udadvendte, hvor jeres barn får oplevelser og erfaringer i andre miljøer for eksempel ture, fælles arrangementer i dagtilbud, teater, biblioteksbesøg, musik og rytmik.

Jeres barns trivsel, udvikling, læring og dannelse

I dagplejen er vi optaget af, at børnene skal have et godt børneliv, med leg, trivsel, læring, udvikling og dannelse.

Organisering

Geografisk er dagplejen spredt over hele kommunen, og fordelt på 4 områder under navnene: Team syd, Team vest, Team nord og Team Øst. Dagplejerne har hver indskrevet 4 børn. Herudover kan hver dagplejer have et gæstebarn. Ledelsesmæssigt er den enkelte dagplejer tilknyttet en afdelingsleder i det område dagplejeren bor og er tilknyttet.

Lovgivning og rammer

Det fælles pædagogiske grundlag, i den styrkede pædagogiske læreplan og dagtilbudsstrategien er rammen omkring nationale krav og kommunale mål.

Med udgangspunkt i Tilsynskonceptet udfører dagplejens tilsynsførende, tilsyn med de enkelte dagplejere, en gang årligt. Skiftevis anmeldt og uanmeldt.

Formålet med det pædagogiske tilsyn i dagplejen er:

  • At børnene modtager et pædagogisk tilbud i overensstemmelse med dagtilbudsloven.
  • At der sker en løbende udvikling af den enkelte dagplejers kompetencer i forhold til at sikre høj kvalitet sammen med børnene.

Foruden Dagtilbudsstrategien, bidrager Tidlig indsatsstrategien til at skabe en stærk næste generation i Lolland Kommune gennem en kvalificeret og fælles indsats for børn, unge og deres familier og dermed de opvækstbetingelser og den trivsel, sundhed og læring der skal til, for at klare sig godt ind i voksenlivet.

Formålet med Tidlig indsatsstrategi er at understøtte, at der sker en tidlig pædagogisk indsats for alle børn jf. Tidlig indsatsstrategien 0-18 år.

Læs om tilsyn med dagtilbud til børn Læs Tidlig indsatsstrategi 2021 (PDF)

Tavshedspligt

Alle medarbejdere i dagplejen har tavshedspligt i forhold til oplysninger om dit barn og jeres private forhold. I de tilfælde, hvor en medarbejder får kendskab til, at et barn udsættes for omsorgssvigt eller overgreb, har medarbejderne imidlertid skærpet underretningspligt.

Forældrebestyrelse

Dagplejens forældrebestyrelsen består af 3 forældrerepræsentanter for hele dagplejen samt 2 medarbejderrepræsentanter. Derudover varetager dagplejelederen forældrebestyrelsens sekretærfunktion. På møderne deltager også en eller flere af dagplejens afdelingsledere.

I § 15 i dagtilbudsloven fremgår det at: ”Forældrebestyrelsen skal fastsætte principper for dagplejens arbejde, for samarbejdet mellem dagpleje og hjem og for anvendelsen af budgetramme for dagplejen inden for de rammer og eventuelle prioriterede indsatser som kommunalbestyrelsen har fastsat”.

En forældrebestyrelse skal altså understøtte det gode potentiale, der ligger i et godt forældresamarbejde. Det skal gøres på en måde, så det rummer alle forældre og dermed alle børn.

Vi arbejder ud fra relevante principper så som: ”Vi tager ansvar for gode relationer, eller vi skaber grobund for fællesskaber”. Det er forældrebestyrelsens opgave at bidrage til, at disse principper ”får ben at gå på” ude i dagplejen. Forældrebestyrelsen skal inddrages i, hvordan dagplejen kan samarbejde med lokalsamfundet som en del af arbejdet med den pædagogiske læreplan.

Og endeligt kan forældrebestyrelse også være arrangører for julefest, sommerfest og lignende i dagplejen.

Læreplaner – leg, læring, dannelse og børnefællesskaber

Leg og læring bliver en naturlig del af jeres barns hverdag og dagplejen arbejder ligesom øvrige dagtilbud med afsæt i den pædagogiske læreplan for dagplejen, som er en del af Dagtilbudsloven.

Dagtilbud skal ifølge Dagtilbudsloven § 7 fremme børns trivsel, læring, udvikling og dannelse gennem trygge og pædagogiske læringsmiljøer, hvor legen er grundlæggende, og hvor der tages udgangspunkt i et børneperspektiv.

Den pædagogiske læreplan er udarbejdet med udgangspunkt i det fælles pædagogiske grundlag samt de seks læreplanstemaer og de tilhørende pædagogiske mål for sammenhængen mellem det pædagogiske læringsmiljø og børns læring.

Børnesynet i dagplejen skal sikre, at børn mødes anerkendende, med tolerance, rummelighed og respekt for forskelligheder af de voksne. Børnene kommer til at opleve og deltage i aktiviteter indenfor både: ’Kultur, æstetik og fællesskab’, ’Krop, sanser og bevægelse’ og ’Natur, udeliv og science’. Dagplejeren vil gennem forskellige forløb folde verden ud sammen med børnene.

Læring i dagplejen handler om at lege, undersøge og opleve, så børnene udvikler deres kommunikation og sprog, alsidige personlige udvikling samt sociale udvikling. Dette vil give alle børn mulighed for at deltage i aktiviteter og børnefællesskaber. Legen har en stor værdi i børnenes liv, hvor de lærer at indgå i børnefællesskaber, socialt samspil, lærer af hinanden med mere. Legen har stor betydning for børns læring og børnene skal gerne opleve, at det er sjovt og meningsfuldt at lære. Børnefællesskaberne understøttes ved at alle børn bliver set, hørt og forstået. Børnene hjælpes til at blive inspireret af hinanden igennem mødet med kulturen og legen. Fællesskaber styrkes på tværs af hjem og dagpleje, hvor det giver mening for det enkelte barn.

Vejledning- og sparringsbesøg

Dagplejens afdelingsledere har ansvar for at understøtte, vejlede og yde sparring til den enkelte dagplejer i forhold til det pædagogiske arbejde herunder etableringen af trygge læringsmiljøer gennem hele dagen, der sikre det enkelte barns trivsel, udvikling, læring og dannelse, med udgangspunkt i det fælles pædagogiske grundlag og den styrkede pædagogiske læreplan.

Afdelingslederen ser børnene på sparring og vejledningsbesøg hos den enkelte dagplejer hver 6-8 uge, og ved behov. Omdrejningspunktet for sparring og vejledningsbesøgene er udvikling af de pædagogiske læringsmiljøer, hvilket kan tage afsæt i flere forskellige temaer og omhandle mange forskellige forhold, herunder f.eks. dagplejerens egen trivsel og udvikling, forældresamarbejdet, børnegruppen og det enkelte barns udvikling.

KIDS - Dagpleje

I Lolland Kommune anvendes observationsredskabet KIDS Dagpleje til at vurdere og udvikle kvaliteten i dagplejens pædagogiske læringsmiljøer. KIDS bygger på dagtilbudslovens perspektiver, og fokuserer på det pædagogiske miljø, altså omgivelserne, og de betingelser der skal støtte børnenes trivsel, læring og udvikling. Dagplejere skal organisere det daglige arbejde i et samspil mellem pædagogikken, organiseringen og rum og materiale.

Gennem fælles refleksion mellem dagplejer og afdelingsleder tilpasses miljøet omkring jeres barn, så miljøet sikrer alle børns muligheder for deltagelse, udvikling, læring, trivsel og dannelse.

KIDS-dagpleje anvendes desuden som observationsredskab og indgår i det årlige pædagogiske tilsyn i dagplejen, jf. Lolland Kommunes tilsynskoncept.

Forældresamarbejde

Godt forældresamarbejde har fokus på at vi sammen styrker børns trivsel, læring, udvikling og dannelse. Uanset hvilke indsatser vi sætter i gang, vil det altid ske i samarbejde med jer forældre.

Når jeres barn indskrives i dagplejen, kontaktes I som forældre af afdelingsleder for aftale om opstartsmøde sammen med jeres barn hos den dagplejer i har fået tilbudt plads hos, og indmeldt jeres barn. Her får I mulighed for at møde dagplejer, som bl.a. vil orientere om hvordan en typisk hverdag i dagplejen forløber, I vil blive vist rundt i de rammer, som stilles til rådighed for dagplejebørnene, og I vil få mulighed for at fortælle om jeres barns vaner og behov, samt drøfte behov og forventninger i forhold til opstart. Afdelingslederen vil desuden fortælle om sin funktion og rolle.

Som forældre har i sammen med dagplejeren hver især en unik indsigt i jeres barns liv, og når vi samarbejder og inddrager hinandens perspektiver og erfaringer, skaber vi størst mulig sammenhæng i barnets liv. Løbende vil i blive inviteret til forældresamtaler, hvor vi taler om og følger op på jeres barns trivsel, læring og udvikling.

3 måneder efter start i dagplejen, når jeres barn fylder 2 år og lige inden det fylder 3 år inviteres I til et møde, hvor I, sammen med dagplejer og afdelingsleder, drøfter jeres barns trivsel og udvikling ud fra et dialoghjul der tager udgangspunkt i 6 forskellige udviklingstemaer fra det pædagogiske læreplan. Inden mødet har I hver især udfyldt et dialoghjul, der danner rammen for samtalen.

Der er fokus på overgange i forbindelse med skift af dagplejer, fra hjem til dagpleje, fra dagpleje til børnehave mm. Dagplejer og afdelingsleder sikrer i samarbejde med forældre sammenhænge ved overlevering ud fra Dialoghjulet. Eventuelle Familiedialoger overdrages til kommende dagtilbud.

Der vægtes et tæt forældresamarbejde, hvor I altid har mulighed for at få en snak i hverdagen, eller et møde, hvis der er behov for det.

Dagplejen har en række øvrige samarbejdspartnere, der kan hjælpe hvis der opstår bekymring eller udfordringer omkring et barns trivsel og udvikling. Det sker b.la. gennem den åbne rådgivning der hver måned finder sted i dagplejeenheden, hvor dagplejer og afdelingsleder ved behov, kan få sparring på konkrete, tematikker og udfordringer i forhold til et barn eller børnegruppe fra et tværprofessionelt team. Hvis der opstår bekymringer vedr. jeres barns trivsel eller udvikling, vil i altid blive inddraget og informeret om dette.

Samarbejdspartnerne er:

  • Tale- hørekonsulenter
  • Psykologer
  • Motorikvejledere
  • Sundhedsplejersker
  • Specialpædagogiske praksisvejledere
  • Socialfaglige vejledere
  • Dansk som andet sprogs pædagog
  • Ergoterapeut
  • Fysioterapeut

Aula

Aula fungerer som fælles kommunikationsplatform, og anvendes til skriftlig kommunikation mellem hjem og dagpleje. Vi bruger ikke Facebook af juridiske årsager.

Med Aula får du en sikker og brugervenlig indgang til information og dialog mellem dagtilbuddet og hjemmet.

Læs mere her om hvordan I logger ind på Aula, hvor I som forældre skal give samtykke og sikre løbende opdatering af bl.a. kontaktoplysninger:

Information til forældre og elever – Aula (aulainfo.dk)

Find information til forældre og elever på aulainfo.dk

Forsikringer

Vi opfordrer jer som forældre at tegne en børneulykkesforsikring, da børnene ikke er forsikret igennem kommunen.

Dialogprofil

Dialoghjulet er et fagligt refleksions- og samarbejdsværktøj for det pædagogiske personale og forældre om barnets trivsel, læring og udvikling, med fokus på barnets ressourcer og potentialer indenfor de 6 læreplanstemaer.

Konkret er Dialoghjulet 18 spørgsmål vedrørende barnets kompetencer i forhold til de 6 læreplanstemaer + spørgsmål om barnets relationer, sundhed og trivsel, der udfyldes elektronisk, efter tilsendelse af link fra Afdelingsleder/dagplejer.

Dialoghjulet giver et fælles udgangspunkt for forældresamtale om barnets kompetencer og udviklingsretning.

Gennem Dialoghjul bliver det muligt at understøtte forældresamtaler og strukturere samarbejdet omkring det enkelte barns trivsel, læring, udvikling og dannelse.

SprogTrappen

SprogTrappen er et pædagogisk redskab, der har til formål at understøtte dagplejeres arbejde med børns tidlige sprogudvikling ud fra en forskningsbaseret viden om, hvilke sproglige udviklingstrin børn bør gennemgå. SprogTrappen er et fagligt redskab og ikke en test eller en udredning. Formålet med SprogTrappen er at understøtte dagplejerne i systematisk at følge det enkelte barns udvikling over tid på baggrund af de observationer, der gøres i hverdagen. Redskabet tager udgangspunkt i en række zoner og trin, som giver et blik på hvordan barnet bedst kan støttes i sin sproglig udvikling.

Som forældre vil I blive informeret om vurderingen, hvis den giver anledning til opfølgende indsats, så vi sammen kan tilrettelægge et samarbejde der understøtter jeres barn bedst muligt.

Du kan altid få vejledning fra afdelingslederen og dagplejer i, hvordan du som forældre kan understøtte dit barns sproglige udvikling.

Familiedialog

Familiedialog er et samarbejdsværktøj, hvor vi sammen arbejder for at jeres barn har en god dag hver dag.

I er som forældre eksperter på jeres eget barn og kender det allerbedst, derfor er det også jer, der har den bedste føling med, hvordan vi samarbejder omkring jeres barns trivsel.

Barnets trivselsniveau vurderes ved hjælp af Børnelinealen, og bruges herfra til at opstille mål for barnets forbedrede trivsel.

Se informationen om Familiedialog (lolland.dk)

Læs mere om Familiedialog

Åbningstider

Åbningstiden hos dagplejerne ligger mellem kl. 06:30 og 16:45 – fredag til kl. 16:00 (50,5 time), dog er den enkelte dagplejers ugentlige arbejdstid på max. 48 timer.

Åbningstiden for gæstebørn følger den åbningstid, som gæstedagplejeren har.

Lukkedage og sampasning

Se informationen om lukkedage på Lolland Kommunes hjemmeside (lolland.dk)

I forbindelse med lukkedagene tilbydes sampasning i én daginstitution i kommunen. Det vil variere, hvilke institutioner, der varetager nødpasningen fra år til år. Der følger ikke personale med fra andre institutioner eller fra dagplejen. Børn, der tilmeldes nødpasning, skal afleveres og hentes i institutionen, der nødpasser. Sammen med offentliggørelsen at årets lukkedage vil det også blive oplyst, hvor nødpasningen finder sted.

Skulle I have behov for pasning til jeres barn i dagpleje på en af disse dage, skal I tilmelde jeres barn. Tilmeldingen skal ske i god tid op til alle lukkedage, og gøres elektronisk via tilsendt link af hensyn til planlægningen.

Find information og om lukkedage og nødpasning

Gæstepasning ved dagplejers ferie og sygdom

Når dagplejer afvikler ferie, får I besked i god tid, og jeres barn tilbydes gæstepasning hos anden dagplejer eller i den eventuelt tilhørende legestue/gæsteinstitution. Holder barnet en fridag er det vigtigt, at I giver dagplejer besked via Aula.

Ved dagplejers sygdom kontaktes I ca. kl. 6:00 med tilbud om gæstepasning. For at undgå at køre forgæves og komme til en lukket dør, er det meget vigtigt, at I har jeres telefon tændt og inden for hørevidde. Det er gæstedagplejeren, der orienterer jer om dagplejerens raskmelding. Åbningstiden for gæstebørn følger den åbningstid, som gæstedagplejer har.

Ved barnets sygdom

Giv altid dagplejer besked ved sygdom og fortæl, hvad jeres barn fejler. Det er vigtig viden i forhold til smitte af de andre børn. Hvis jeres barn bliver syg i løbet af dagen, bliver I kontaktet af dagplejer.

Det er selvfølgelig et skøn, hvornår barnet er rask nok til at komme i dagpleje igen. Barnet skal kunne følge og deltage i aktiviteterne i dagplejen både indendørs og udendørs. Dagplejeren kan ikke påtage sig at passe syge børn – dels pga. smittefare og dels af hensyn til det syge barns omsorg. Afgørelsen træffes efter de retningslinjer, der er udstukket fra Sundhedsstyrelsen.

Medicin

I sjældne tilfælde kan dagplejeren give lægeordineret medicin, når der foreligger skriftlig anvisning på medicinen, og den er forsynet med jeres barns navn og dato. Medicinen skal opbevares i original emballage fra apoteket. I tilfælde hvor en mere grundig vejledning er nødvendig f.eks. vedr. astmamedicin og insulin, beder vi jer forældre om at komme med en skriftlig instruktion fra lægen.

Se i øvrigt Lolland Kommunes retningslinjer for håndtering af medicin i dagtilbud.

Afhentning af børn

Dagplejer må kun udlevere barnet til jer forældre, medmindre andet er aftalt på forhånd. Personer der må hente barnet registreres i Aula.

Kørsel

Befordring af dagplejebørn i dagplejers egen bil i forbindelse med aktiviteter, må kun finde sted med forældrenes skriftlige tilladelse, hvilket gives på Aula. Kørsel vil altid have et pædagogisk formål. Barnet er altid fastspændt i godkendt stol.

Når jeres barn er med dagplejer på cykeltur, vil alle have cykelhjelm på og børnene være fastspændt, hvilket også kræver jeres tilladelse på Aula.

Ved kørsel med offentlig transport følges gældende regler.

Søvn

Søvn er betydningsfuldt for jeres barns dagligdag, udvikling og ikke mindst betydningen for den gode og sunde barndom. Som udgangspunkt vækker dagplejer ikke børn.

Læs mere om børn og søvn under ’Gode råd fra sundhedsplejersken’ (lolland.dk)

Renlighed

Det anbefales at I som forældre taler med dagplejer om, hvordan I samarbejder om jeres barns renlighed.

Læs mere i Patienthåndbogens afsnit om renlighedstræning af børn (sundhed.dk)

Kost

Jeres barn vil få tilbudt en sund og afvekslende kost tilpasset barnets alder. I dagplejen spises der ikke slik eller kage. Når vi fejrer fødselsdage eller andre festlige begivenheder serveres sunde og festlige alternativer. At spise sammen med andre børn er et vigtigt bidrag til jeres barns udvikling. Dagplejer sørger for en god og rolig atmosfære omkring måltidet, og arbejder med det pædagogiske måltid. Vi følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger på Sundhed.dk.

Hver dag serveres der:

  • Morgenmad, hvis barnet kommer inden kl. 8.00
  • Mellemmåltider formiddag og eftermiddag
  • Frokost
  • Mælk eller vand at drikke

Hvis dit barn skal have specialkost, er det noget I selv skal medbringe (allergi eller andet). Ligeledes skal sutteflasker være tilberedte hjemmefra.

Læs også:

Rigtig kost for småbørn – Patienthåndbogen (sundhed.dk)

Madmod for børn og voksne (foa.dk)

Madglæde – en kogebog til dagplejen (foa.dk)

Hvad skal jeres barn have med i dagplejen?

Jeres barns påklædning skal være praktisk og hensigtsmæssig efter årstiden, barnets alder og legemuligheder. Medbring tøj til såvel indendørs som udendørs aktiviteter, hvilket omfatter regntøj, gummistøvler, inde sko samt diverse former for skiftetøj.

På opstartsmødet aftales hvad der er relevant at medbringe for jeres barn.

Medbring:

  • Bleer
  • Solcreme (minimum faktor 30 svanemærket)
  • Solhat
  • Sutter/sovedyr
  • Ekstra skiftetøj
  • Overtøj, regntøj og fodtøj efter årstiden
  • Hagesmække
  • Engangsvaskeklude (skumklude)
  • Engangslommetørklæder
Læs vores dagtilbudsstrategi Læs dagplejens pædagogiske læreplan (PDF)

Kontakt

Skole og Dagtilbud

Jernbanegade 7, 4930 Maribo
skoleogdagtilbudofficiel@lolland.dk

Ring til os

Bemærk

Husk at sende sikker post, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.

Når du ringer

Callcentret viderestiller til relevant medarbejder eller område.

Hold dig opdateret og giv os feedback

Tilmeld nyhedsbrev Giv os feedback

Lolland Kommune
Torvet 3
4930 Maribo

CVR-nr. 29188572

Telefon: 54 67 67 67
lolland@lolland.dk

Telefontider

Mandag - onsdag08:00 - 15:00
Torsdag08:00 - 17:00
Fredag08:00 - 13:00

Nyttige links