Garager, carporte og andre sekundære bygninger
Der gælder særlige regler for sekundære bygninger, dvs. garager, carporte, udhuse, redskabskure/brændeskure, overdækkede terrasser, integrerede overdækninger, fritliggende overdækninger, drivhuse og lignende bygninger.
Det er arealet af øvrige sekundære bygninger på grunden, som har betydning for, om din sekundære bygning kræver en byggetilladelse. Hvis arealet af din planlagte bygning + øvrige sekundære bygninger på grunden tilsammen højst er 50 m², kan bygningen opføres uden tilladelse. Overskrider det samlede areal 50 m², skal du søge en byggetilladelse. En uddybende beskrivelse af reglerne findes hos Social- og Boligstyrelsen.
Opmærksomhedspunkter og krav ved opførelse af sekundære bygninger
Der gælder følgende regler, hvis du vælger at placere din bygning i skel eller indenfor 2,5 meters afstand fra skel:
- Bygningen må maksimalt være 2,5 meter høj
- Der må ikke isættes døre eller vinduer i vægge mod naboskel
- Den samlede længde af bygninger (både eksisterende og planlagte), må ikke overstige 12 meter
Du skal være opmærksom på, at integrerede garager, carporte og udhuse mv. ikke må placeres nærmere end 2,5 m fra skel.
Hvis bygningen ligger mere end 2,5 meter fra skel, må højden på bygningen være op til 1,4 x afstanden til skel mod nabo.
Hvis dit planlagte byggeri ikke kan overholde byggeretten, dvs. hvis bygningen ikke kan overholde højde- og afstandskravene eller overskrider bebyggelsesprocenten, skal vi foretage en helhedsvurdering af sagen. Dette gælder også, selvom det samlede areal af alle sekundære bygninger på grunden ikke overskrider 50 m². I den forbindelse vurderer vi også, om der er relevante parter, der skal høres om byggeriet, fx. naboer.
Der gælder følgende regler, hvis du vælger at placere din bygning indenfor 2,5 til 5 meters afstand fra skel:
- Bygningen må maksimalt være 2,5 meter høj
- Der må ikke isættes døre eller vinduer i vægge mod naboskel
- Den samlede længde af bygninger (både eksisterende og planlagte) må ikke overstige 12 meter
Bemærk, at bygninger ikke må placeres indenfor de første 2,5 meter fra skel, og at integrerede garager, carporte og udhuse mv. ikke må placeres nærmere end 5 m fra skel.
Hvis bygningen ligger mere end 5 meter fra skel, må højden på bygningen være op til 1,4 x afstanden til skel mod nabo.
Hvis dit planlagte byggeri ikke kan overholde byggeretten, dvs. hvis bygningen ikke kan overholde højde- og afstandskravene eller overskrider bebyggelsesprocenten, skal vi foretage en helhedsvurdering af sagen. Dette gælder også, selvom det samlede areal af alle sekundære bygninger på grunden ikke overskrider 50 m². I den forbindelse vurderer vi også, om der er relevante parter, der skal høres om byggeriet, fx. naboer.
Når dit byggeri er færdigt, skal du huske at melde ændringerne til BBR-registret. BBR-ændringer sendes til Lolland Kommune, Byggeri og Ejendomme, Fruegade 7, 4970 Rødby eller via e-mail: byggeri@lolland.dk
Du kan også kontakte os på tlf. 54 67 67 67, eller du kan udfylde formularen Indberetning af BBR-rettelser (bbr.dk).
Yderligere information
Find meget mere information om bolig og byggeri hos Social- og Boligstyrelsen (sbst.dk)