Brændeovn
Korrekt fyring i brændeovn
Lolland Kommune oplever mange henvendelser om generende røg fra brændeovne. I den forbindelse har gruppen, som varetager disse klagesager, udarbejdet en vejledning om korrekt fyring i brændeovn.
Du finder vejledning i afsnittene herunder
Din brændeovn er kun miljøvenlig, hvis du bruger den rigtigt. Hvis du fyrer med vådt træ og affald, eller hvis du ikke sørger for tilstrækkelig lufttilførsel, sker der en ufuldstændig forbrænding.
Det kan resultere i:
- Dannelse af miljø- og sundhedsskadelige stoffer
- Lugtgener for dig selv og dine naboer
- Tilsodning af brændeovn og skorsten med risiko for skorstens- brand
Læg to stykker brænde i bunden. Oven på stabler du pindebrænde i lag med luft imellem, så du kan tænde i den øverste del. Flammerne skal arbejde sig oppe fra og ned som et stearinlys.
For meget brænde eller for store stykker kan hæmme lufttilførslen. Det er derfor vigtigt at fyre med mindre stykker, så ilden kan få godt fat.
Ved at tænde i den øverste del af brændet kan du fjerne op til 80 % af partikeludledningen fra din brændeovn. Med andre ord vil det gøre en stor forskel både i luften udenfor og i din stue. Optænding fra toppen er især vellykket til nyere brændeovne.
Tænd op og lad lågen stå åben, så der er rigelig lufttilførsel. Luk lågen, når ilden har taget godt fat. Når der ikke er flere gule flammer, kan du lukke lidt for lufttilførslen.
Luk aldrig helt for luften til brændeovnen. Når der lægges nyt brænde på, skal du huske igen at åbne helt op for luften.
Læg ikke for meget brænde ind ad gangen
– fyr lidt, men tit.
Træ skal tørre i 1-2 år, før det anvendes til brænde.
Sørg for at kløve det friske træ i mindre stykker, hvorefter det stables under et halvtag eller et lignende sted med god luftudskiftning.
Brændet tørrer kun i sommerhalvåret. I vinterhalvåret er luftfugtigheden som regel høj, og brændet optager vand fra den omgivende luft.
Tag derfor gerne træet ind i stuen et par dage før, det skal bruges, så det kan nå at tørre helt.
Gå ud og tjek – røgen skal være næsten usynlig. Hvis der er meget røg, og det lugter grimt, gør du sandsynligvis noget forkert. Du kan både se og lugte, hvis der er noget galt.
Forsøg aldrig at fyre natten over ved at fylde brændeovnen op med træ og skrue ned for lufttilførslen. Det giver en dårlig forbrænding, og der afsættes sod i din skorsten.
Det er en misforståelse, at der fyres mere økonomisk, hvis der lukkes ned for luften til brændeovnen. Brændet vil godt nok holde i længere tid, men energien i det bliver ikke udnyttet.
Luk for luftventilen til brændeovnen, når den ikke er i brug. Ellers vil den varme luft i stuen forsvinde op gennem skorstenen.
Der må ikke afbrændes plastik, tryksager, mælkekartoner, træpaller, spånplader eller behandlet træ i din brændeovn.
Afbrændes affald som f.eks. trykimprægneret træ, resulterer det i en miljø- og sundhedsskadelig forurening med bl.a. dioxin, og det nedsætter levetiden for din brændeovn.
Affald skal i stedet for afleveres på din genbrugsplads. Herfra vil pap og papir blive genbrugt, mens affaldstræ vil blive brændt på et forbrændingsanlæg. Her bliver det brændt ved en høj temperatur, som sikrer en effektiv forbrænding og dermed minimal miljøbelastning. Træets brændværdi bliver udnyttet til fjernvarme.
Hvis du skal udskifte en brændeovn eller installere en ny eller brugt ovn, skal den leve op til bestemmelserne i Brændeovnsbekendtgørelsen.
Det betyder, at der skal medfølge en prøvningsattest, som dokumenterer, at ovnen overholder bekendtgørelsens grænseværdier.
På Miljøstyrelsens hjemmeside kan du finde:
- Grønne tips om brændeovne
- Informationer om valg af brændeovn
- Miljømærkning
- Sundhedseffekter
- Krav til skorstenen
Hvis du fyrer fornuftigt og alligevel har problemer med, at din brændeovn soder, træet brænder dårligt eller røgen lugter, er der måske noget galt med din skorsten.
Spørg din skorstensfejer, som også kan hjælpe med yderligere vejledning om installation og brug af brændeovne og andre fyringsanlæg.
Husk også at skorstensfejeren skal godkende en nyopsat brændeovn og skorsten, inden den tages i brug.
Du kan finde oplysninger om din skorstensfejer på kommunens hjemmeside.
Kontakt
Ring til os
Bemærk
Husk at sende sikker post, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.Når du ringer
Callcentret viderestiller til relevant medarbejder eller område.