BBR
Sådan retter du dine BBR-oplysninger
Som boligejer er du ansvarlig for, at oplysningerne i BBR-registret er korrekte. Det er derfor en god idé at gennemgå BBR-meddelelsen, eksempelvis når du køber hus, så du ikke får nogen overraskelser senere. Hvis der er fejl i BBR-registret, skal du derfor sørge for, at de bliver rettet. Du har pligt til at melde alle ændringer, du foretager på din ejendom til Bygnings- og Boligregistret (BBR). Hvis du er lejer eller andelshaver, skal du først og fremmest starte med at kontakte din udlejer eller andelsboligforening, hvis du har ændringer til oplysningerne i BBR. Du skal være opmærksom på, at du er ansvarlig for, at alle bygninger på din ejendom er lovligt opført. Det gælder også bygninger, som er opført af tidligere ejere.
Lovliggørelse af byggeri
En sag om lovliggørelse af byggeri følger i princippet den samme sagsgang som ved en almindelig byggesag, hvor kommunen beder ejer om at sende diverse materiale (tegninger mv.) til sagens behandling.
Retlig lovliggørelse betyder, at byggeriet lovliggøres rent formelt, uden at der sker fysiske ændringer i byggeriet.
Fysisk lovliggørelse betyder, at bygningen bringes i overensstemmelse med lovgivningen. Dette kan ske, enten ved at bygningen ombygges, nedrives eller ved en kombineret ombygning/nedrivning.
Der opkræves byggesagsgebyr for behandling af lovliggørelsessag efter timeforbrug, som ved øvrige byggesager.
Hvilke oplysninger har det offentlige om din ejendom?
Den Offentlige Informationsserver, OIS, indeholder oplysninger om din og andres ejendom. Oplysningerne stammer fra en række landsdækkende registre, som ejes og vedligeholdes af kommuner, regioner og stat. Du kan kun se alle oplysninger, hvis du logger på med din digitale signatur eller den fælles pinkode.
Du kan se din ejendom på kort, udskrive din BBR-udskrift og meget mere på OIS.