Hjælp til finansiering
Hvis du som grundejer har fået påbud om at ændre afløbsforholdene på din ejendom, tilbyder Lolland Kommune forskellige støtte- og lånemuligheder. De muligheder, der findes, kan afhænge af, hvilken type kloakarbejde, der skal foretages på ejendommen.
Låne- og støttemuligheder ved separatkloakering, tilslutning til kloak eller lokal rensning:
- Pensionister og efterlønsmodtagere kan muligvis optage lån til betaling af følgeudgifter som kloakmesterarbejde. Læs om lån til betaling af tilslutningsafgift
- Lolland Kommune administrerer særlige personlige tillæg til pensionen. Læs om personligt tillæg til pensionister
- SKAT tilbyder håndværkerfradrag for kloakarbejder på egen grund. Læs om håndværkerfradrag (skat.dk)
Ved tilslutning til kloak eller lokal rensning
Ved tilslutning til kloak eller lokal rensning kan der desuden være mulighed for følgende:
- Afdragsordning: Kloaktilslutningsbidrag kan afvikles over 3 år mod betaling af renter.
- Lån til tilslutningsbidrag: Pensionister og efterlønsmodtagere kan muligvis optage lån til betaling af tilslutningsbidrag. Dette fremgår af Lov om lån til betaling af ejendomsskatter.
- Forlænget frist og afdragsordning: Tidsfristen kan forlænges til 3 år, hvorefter Lolland Forsyning kan etablere det nødvendige spildevandsanlæg og tilbyde en afdragsordning. For at benytte denne mulighed må husstandens samlede indkomst ikke overstige en bestemt grænse. Indledende ansøgning administreres af Lolland Kommune.
Ved lokal rensning
Ved lokal rensning er der også mulighed for at få et tilbud om kontraktligt medlemskab hos Lolland Forsyning A/S.
Mere om fristforlængelse, afdrag og ansøgningsskema
Denne hjælpeordning gælder for ejere, som bliver påbudt at forbedre spildevandsrensningen på deres ejendom - enten ved tilslutning til kloak eller lokal rensning. Du kan først søge om denne ordning, når du har modtaget et Varsel af påbud fra kommunen.
Hvem gælder tilbuddet for
Hjælpeordningen gælder for grundejere, som har en samlet husstandsindkomst under 363.222 kr. pr. år. Beløbet forhøjes med 47.582 kr. for hvert hjemmeboende barn under 18 år - dog op til maksimalt 4 børn.
Grundejere der godkendes til at gøre brug af ordningen vil:
- få forlænget fristen for at efterkomme påbuddet om spildevandsrensning til 3 år
- først skulle betale tilslutningsbidraget, når den fysiske tilslutning sker (spildevandskloakering)
- kunne anmode forsyningsselskabet om afdragsordning på 20 år for betaling af udgifter forbundet med etablering af renseløsning, herunder et evt. tilslutningsbidrag, samt at anmode forsyningsselskabet om at fremsende et tilbud om etablering af det nødvendige spildevandsanlæg eller tilslutning til kloak
Denne ordning gælder ikke for ejendomme, der allerede er tilsluttet Lolland Forsynings kloak, og som bliver påbudt at adskille regnvand og spildevand (separatkloakering).
Ansøgningsfrister
Når du får et varsel af påbud, vil ansøgningsfristen fremgå af varslet.
Hvis kommunen træffer afgørelse om, at ansøger er omfattet af reglerne, skal ejer skriftligt ansøge forsyningsselskabet om afdragsordning eller etablering af spildevandanlægget. Ansøgningen til forsyningen skal indsendes senest 1 ½ år før påbuddet skal være opfyldt. Forsyningen har herefter 4 måneder til at fremsende tilbuddet, og ejer skal acceptere tilbuddet senest 1 år før påbuddet udløber. Disse tidsfrister skal sikre, at forsyningen har mulighed for at etablere spildevandsanlægget indenfor tidsfristen i kommunens påbud. De konkrete datoer vil fremgå i påbuddet.
Ansøgningsskemaet hentes fra Energistyrelsens hjemmeside og sendes med sikker post til Lolland Kommune.
Send sikker post til Borgerservice (borger.dk)
Du kan også aflevere ansøgningsskemaet i Borgerservice eller sende det med post til:
Lolland Kommune, Torvet 3, 4930 Maribo.
Spørgsmål
Har du spørgsmål kan du kontakte Energistyrelsen, Miljøstyrelsen eller Lolland Forsyning.
Energistyrelsen
Energistyrelsen er vejledende myndighed for de dele af reglerne, der vedrører betalingsloven - herunder afdragsordning og tilslutningsbidragets forfaldstidspunkt.
Kontakt Energistyrelsen (ens.dk)
Læs om betaling for håndtering af spildevand på Energistyrelsens hjemmeside (ens.dk)
Miljøstyrelsen
Miljøstyrelsen er vejledende myndighed for de dele af reglerne, der vedrører miljøbeskyttelsesloven - herunder fristfastsættelse for spildevandshåndteringen.
Kontakt Miljøstyrelsen (mst.dk)
Lolland Forsyning
Har du spørgsmål til låneordningen kan du kontakte Lolland Forsyning.
Kontakt Lolland Forsyning (lollandforsyning.dk)
Læs om leveringsbestemmelserne hos Lolland Forsyning A/S (lollandforsyning.dk)
Kontakt
Ring til os
Bemærk
Husk at sende sikker post, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.Når du ringer
Callcentret viderestiller til relevant medarbejder eller område.