Naturpleje og vandløbsrestaurering
Lolland Kommune gennemfører løbende en række natur- og naturplejeprojekter, både på offentlige og private arealer.
EU-støttede projekter er tilgængelige på hjemmesiden i hele tilsagnets løbetid, hvilket vil sige 5 år, når det drejer sig om EU-projekter.
Se mere om de enkelte projekter herunder
Albuen ved Nakskov Fjord er den 6 kilometer lange odde som afgrænser fjorden mod vest.
Området rummer 124 hektar af biologisk rige strandenge, overdrev og klitter og et fantastisk fugleliv.
De lysåbne naturtyper på Albuen er afhængige af at vegetationen holdes lav af traditionel drift med græssende dyr, ellers gror området til med høje urter, tagrør og krat og en stor del af strandengenes fugleliv med de mange vadefugle, terner og måger, forsvinder og bliver artsfattigt.
Lolland Kommune har i 2014 sammen med Naturstyrelsens lokale enhed og den største private ejer, fået tilskud fra EU-Landdistriktsmidlerne til nye fåre- og kreaturhegn med henblik på en forbedret drift og naturpleje, som skal sikre gunstig bevaringsstatus for områdets naturtyper og arter.
Albuen indgår som et af de vigtigste kerneområder i det internationale Natura 2000-område nr. 179 Nakskov Fjord og Indrefjord, og den forbedrede drift er et afgørende element i realiseringen af Natura 2000-handleplanen.
I alt ca. 2,5 km nye hegn er opsat i 2014 og 2015. Får og kreaturer går frit i det store område, bortset fra områder hvor huse og grunde er hegnet fra.
Der vil fortsat være rig adgang til at færdes på Albuen og nyde det fantastiske naturområde. Adgangen for beboere og besøgende er sikret via færiste i køresporet og talrige klaplåger i hegnene.
Lolland Kommune udfører i samarbejde med ejeren af en lavtliggende mark syd for Kidnakken en forundersøgelse til et naturprojekt i et område på ca. 30 hektar ud mod Søndersø.
Projektet har fået bevilling fra EU´s landdistriktsmidler og Miljø- og Fødevareministeriet og er en del af en landsomfattende støtteordning, som har til formål at reducere udledning af drivhusgasser og forbedre natur og vandmiljø ved ekstensivering af driften af landbrugsarealer på kulstofrige lavbundsjorder. Lavbundsprojekterne bremser nedbrydningen af jordens kulstofindhold, hvormed der udledes mindre CO2 til atmosfæren og projektet kan dermed blive en del af den danske klimaindsats.
Forundersøgelsen skal undersøge områdets geologi og jordbundsforhold og afgrænse projektet ud fra højdeforhold og drænforhold. På baggrund af undersøgelserne udarbejdes et projektforslag hvor konsekvenser for vandstandsforhold, naturpåvirkning og miljø- og klimaeffekt bliver belyst.
Hvis undersøgelserne viser, at projektforslaget lever op til kriterierne, vil der kunne opnås tilskud til selve etableringen. Projektet forventes at skulle realiseres primært ved at ophøre med at afvande marken med drænpumper. Derved hæves vandstanden på de lave dele af arealet og der opstår 2 mindre søflader med omgivende våde og tørre enge med et rigt naturindhold. Området vil kunne ses fra den grusbelagte gang- og cykelsti langs Søndersø. Stien hæves hvor den passerer området, så den altid vil være tør.
Undersøgelsesområdet markeret på flyfoto fra det våde år 2012, hvor der sidst stod vand på marken.
Lolland Kommune udfører i samarbejde med ejerne, forundersøgelse til et naturprojekt på ca. 20 hektar i ådalen langs med Handermelleløbet op til kommunegrænsen mod Guldborgsund Kommune.
Projektet har fået bevilling fra EU´s landdistriktsmidler og Miljø- og Fødevareministeriet, og er en del af en landsomfattende støtteordning, som har til formål at reducere udledning af drivhusgasser og forbedre natur og vandmiljø ved ekstensivering af driften af landbrugsarealer på kulstofrige lavbundsjorder. Lavbundsprojekterne bremser nedbrydningen af jordens kulstofindhold, hvormed der udledes mindre CO2 til atmosfæren og projektet kan dermed blive en del af den danske klimaindsats.
Forundersøgelsen skal undersøge områdets geologi og jordbundsforhold og afgrænse projektet ud fra højdeforhold og drænforhold. På baggrund af undersøgelserne udarbejdes et projektforslag hvor konsekvenser for vandstandsforhold, naturpåvirkning og miljø- og klimaeffekt bliver belyst.
Hvis undersøgelserne viser, at projektforslaget lever op til kriterierne, vil der kunne opnås tilskud til selve etableringen. Projektet forventes at skulle realiseres primært ved at ophøre med at afvande arealerne med dræn. Derved hæves vandstanden på de lave dele af arealet og der opstår en mosaik af våde og tørre enge med et rigt naturindhold og nedbrydningen af jordens organiske tørv reduceres.
Lolland Kommune udfører i samarbejde med ejerne af lavtliggende marker syd for Ugleholt Skov en forundersøgelse til et naturprojekt i et område på ca. 20 hektar.
Projektet har fået bevilling fra EU´s landdistriktsmidler og Ministeriet for fødevarer, Landbrug og Fiskeri, og er en del af en landsomfattende støtteordning, som har til formål at reducere udledning af drivhusgasser og forbedre natur og vandmiljø ved ekstensivering af driften af landbrugsarealer på kulstofrige lavbundsjorder. Lavbundsprojekterne bremser nedbrydningen af jordens kulstofindhold, hvormed der udledes mindre CO2 til atmosfæren og projektet kan dermed blive en del af den danske klimaindsats.
Forundersøgelsen skal undersøge områdets geologi og jordbundsforhold og afgrænse projektet ud fra højdeforhold og drænforhold. På baggrund af undersøgelserne udarbejdes et projektforslag hvor konsekvenser for vandstandsforhold, naturpåvirkning og miljø- og klimaeffekt bliver belyst.
Hvis undersøgelserne viser, at projektforslaget lever op til kriterierne, vil der kunne opnås tilskud til selve etableringen. Projektet forventes at skulle realiseres ved at afbryde drænsystemer i selve projektområdet og ved at føre udefrakommende dræn til terræn i området. Derved hæves vandstanden på de lave dele af arealet, så der opstår en mosaik af småsøer med omgivende våde og tørre enge med et rigt naturindhold.
Projektområdet for forundersøgelsen er markeret med rødt på ovenstående flyfoto
Lolland kommune har i marts 2022 åbnet de nederste 42 meter af det lille Kommunevandløb 30 på Knuthenborg, så det nu løber frit ned over engen vest for Skibevej frem til udløbet i Nældevads Å.
Åbningen af vandløbsstrækningen er led i de danske vandområdeplaner, som skal arbejde for, at vandløbene skal have god økologisk tilstand.
Den åbnede strækning er lagt i et slynget leje gennem engen med gode faldforhold og mange sten som skaber turbulens, gode iltforhold og varierede levesteder for plante- og dyreliv, herunder fisk.
Det lille vandløb har stærkt varierende vandføring, lige fra livligt strømmende bæk til næsten- eller helt udtørret. Der er udlagt 5 gydebanker for ørred med såkaldte ”høller” - dybere partier imellem. Høllerne fungerer som vandfyldte lavninger hvor fisk og vandløbssmådyr kan overleve i en tørkeperiode.
Projekt markeret på luftfotobaggrund. Violet: Ny rørunderføring i vej. Blå: Eksisterende cementrørledning. Gul: Nyt åbent vandløbstracé.
Projektet har kostet ca. 25.000 kr., som dækkes af 25 % midler fra Miljøministeriet og 75 % midler fra Den Europæiske Hav- og Fiskerifond.
Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF) (oceans-and-fisheries.ec.europa.eu)
Omkring 21 ha lavbundsjord syd for Kidnakken ved Maribo overgår fra dyrket mark til natur i efteråret 2021. Området indgår i en klima- og naturstøtteordning, der har til formål at nedbringe udledning af drivhusgasser (CO2) og kvælstof. Ved etableringen af projektet afbrydes dræn og pumper i området, hvorved der opstår ca. 4 hektar lavvandede søer, omgivet af ca. 16 hektar våde og tørre enge. Dele af området ligger så lavt i terrænet, at det er under vandstanden i den nærliggende Maribo Søndersø, og det har frem til nu været dyrket landbrugsmæssigt med anvendelse af drænpumper.
Projektet er finansieret af tilskud fra EU. Arealet er opkøbt af staten mens Lolland Kommune står for etableringen af projektet, som langsomt vil tage form i løbet efteråret og vinteren 2021-22, efterhånden som en mere naturlig vandstand i området vender tilbage. De kommende vandstandsforhold vises på kortet nedenfor.
Luftfoto med markering af de forskellige arealer og typer
Lavbundsprojektet bremser nedbrydningen af jordbundens kulstofindhold, hvormed der udledes mindre CO2 til atmosfæren, og er dermed en del af den danske klimaindsats. Det er beregnet at projektet reducerer CO2-udledningen med 312 tons om året og kvælstofudledningen med 1,1 ton om året. I tilgift skabes et rigt naturindhold i projektområdet, som knytter naturligt an til naboarealernes engområder og Søndersø. På den måde udvider og sammenbinder projektet områdets natur og styrker Naturpark Maribosøerne, som også er EU habitat- og fuglebeskyttelsesområde.
Det forventes, at et af de mest synlige resultater bliver de mange vandfugle, som er knyttet til lavvandede søer og enge. Man fik en lille forsmag allerede i foråret 2020, hvor der var periodevis høj vandstand i området. Gæs og blishøns slog sig ned med det samme.
Forskellige fugle omkring vådområde ved Kidnakken
Området hegnes med henblik på afgræsning med kreaturer og kan iagttages på nært hold fra søstien, som forløber langs projektområdet. Den grusbelagte gang- og cykelsti hæves hvor den passerer området, så den ikke oversvømmes, når der er meget vand i søen.
Cyklister på den anlagte sti ved Kidnakken
Som led i den statslige Vandområdeplan 2016-2021 skal Lolland Kommune udføre vandløbsrestaurering af ca. 7,5 km. af Nældevads Å fra Nørreballe frem til sammenløbet med Hunse Å ved Knuthenborg.
Målsætningen er at Nældevads Å skal opnå god vandløbsøkologisk tilstand med en god ørredbestand på linje med andre gode ørredvandløb i Danmark. Åen skal desuden have en god sammensætning af vandløbssmådyr og mange forskellige arter af vandplanter.
Nældevads Å har flere steder på den pågældende strækning et godt fald efter lollandske forhold, andre partier er mere langsomtflydende. Den sidste del frem mod udløbet er stuvnings- og saltvandspåvirket fra havet og restaureres ikke. Åen er levested for en ganske lille ørredbestand, der med simple og passende restaureringstiltag kan mangedobles.
Vandløbet restaureres på egnede strækninger ved at vandløbsbunden stedvis udskiftes med nye grus- og stenmaterialer, som vil skabe gydemuligheder, skjul og standpladser for ørred og mere varierede levesteder for vandløbssmådyr og vandløbsplanter. Der etableres desuden et sandfang, som vil begrænse sandaflejringer på de restaurerede partier og minimere behovet for skadelige oprensninger af længere strækninger. Åens vandafledningsevne vil forblive upåvirket af restaureringsindsatsen, da vandløbets regulativdimensioner ikke ændres. Den nuværende vandløbsbund uddybes før der udlægges nye sten- og grusmaterialer, såleledes at regulativbundkoten opretholdes uændret. Arbejdet udføres i juni 2023.
Kortudsnit med markering af vandløbsstrækningen
Som led i den statslige Vandområdeplan 2016-2021 skal Lolland Kommune udføre vandløbsrestaurering af 1,81 km af Ørby Å på en strækning langs med Ugleholt Skov på Nordlolland.
Målsætningen er at Ørby Å skal opnå god vandløbsøkologisk tilstand med en god ørredbestand på linje med andre gode ørredvandløb i Danmark. Åen skal desuden have en god sammensætning af vandløbssmådyr og mange forskellige arter af vandplanter.
Ørby Å har på den pågældende strækning et godt fald efter lollandske forhold. Åen er levested for en ganske lille ørredbestand, der med simple og passende restaureringstiltag kan mangedobles. Strækningen restaureres ved at vandløbsbunden stedvis udskiftes med nye sten- og grusmaterialer, som vil skabe gydemuligheder, skjul og standpladser for ørred og mere varierede levesteder for vandløbssmådyr og vandløbsplanter. Der etableres desuden et sandfang som vil begrænse sandaflejringer på de restaurerede strækninger og minimere behovet for skadelige oprensninger af længere strækninger. Åens vandafledningsevne vil forblive upåvirket af restaureringsindsatsen, da vandløbets dimensioner ikke ændres. Den nuværende vandløbsbund uddybes før der udlægges nye sten- og grusmaterialer, således at den regulativmæssige bundkote opretholdes uændret.
Kommunen planlægger at restaureringsindsatsen udføres i 2021.
Kortudsnit med indtegning af projektstrækningen
Kontakt
Ring til os
Bemærk
Husk at sende sikker post, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.Når du ringer
Callcentret viderestiller til relevant medarbejder eller område.