Vandløbsregulativer
Hvad er vandløbsregulativer
Hvad er offentlige og hvad er private vandløb?
Vandløb opdeles i to klasser: offentlige og private vandløb.
- Offentlige vandløb er vandløb, som byrådet har besluttet skal optages som offentlige.
- Private vandløb er vandløb, som ikke er optaget som offentlige eller som byrådet har besluttet skal udgå som offentlig vandløb (nedklassificerede vandløb).
Hvad er regulativer?
Regulativer er beskrivelser af en række forhold ved de offentlige vandløb. Blandt andet findes bestemmelser om vandløbets vedligeholdelse og om vandløbets form og evne til at føre vand.
Et regulativ kan omfatte bestemmelser for et enkelt vandløb eller for flere offentlige vandløb.
Regulativerne kan betragtes som en uddybning af vandløbslovens almindelige bestemmelser. De er retsgyldige dokumenter.
Hvem udarbejder regulativerne?
Vandløbsmyndigheden udarbejder regulativerne. Miljøkravene til vandløbene samt de direktiver og lovgivninger, der beskytter naturen, skal respekteres, når regulativerne udarbejdes.
Hvorfor skal der være regulativer?
Regulativerne kan betragtes som kontrakter mellem bredejerne og vandløbsmyndigheden, hvor de to parters pligter og rettigheder ved det pågældende vandløb beskrives.
Proceduren for vedtagelse af et regulativ er beskrevet i vandløbsloven. Proceduren indeholder to offentliggørelser, som kan betragtes som en forhandling af kontrakten mellem de enkelte bredejere og vandløbsmyndigheden.
Hvilke pligter har vandløbsmyndigheden?
Vandløbsmyndigheden skal vedligeholde de offentlige vandløb.
Vedligeholdelsen skal ske i overensstemmelse med bestemmelserne i regulativet for de pågældende vandløb. Hverken mere eller mindre. Vedligeholdelsen skal således sikre, at vandløbets skikkelse og/eller evne til at lede vand ikke ændres.
Vandløbsmyndigheden må således hverken undlade at udføre vedligeholdelse eller udføre ekstra vedligeholdelse.
Vandløbsmyndigheden må heller ikke uddybe vandløbene gennem vedligeholdelse med maskiner. Uddybning af vandløb skal altid beskrives i et reguleringsprojekt og godkendes af vandløbsmyndigheden, før det må udføres i vandløbet.
Vandløbsmyndigheden kan ikke ændre vedligeholdelsen, før det er besluttet gennem en ændring af regulativerne.
Hvilke pligter har bredejerne?
Bredejerne skal tåle, at vandløbsmyndigheden udfører vedligeholdelsen.
Bredejerne skal også overholde bestemmelserne i regulativerne. Det drejer sig blandt andet om:
- Arbejdsbælter og bræmmer
- Fjernelse af grøde og fyld
- Hegning for løsgående husdyr og fjernelse af hegn i forbindelse med vedligeholdelse
- Bevaring af beplantning langs vandløb
- Placering og vedligeholdelse af drænudløb
- Begrænsninger i sejlads i større vandløb
Er der regulativer for private vandløb?
Der udarbejdes ikke regulativer for private vandløb. Her gælder alene vandløbslovens bestemmelser. Hvis et offentligt vandløb omklassificeres til privat vandløb, vil regulativerne sættes ud af kraft.
I særlige tilfælde kan vandløbsmyndigheden fastsætte bestemmelser for private vandløb om:
- Skikkelse og/eller vandføring
- Vedligeholdelse
- Opsamling af grøde
Sådanne bestemmelser for private vandløb vil normalt ligge helt op af vandløbslovens almindelige bestemmelser.
Kontakt
Ring til os
Bemærk
Husk at sende sikker post, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.Når du ringer
Callcentret viderestiller til relevant medarbejder eller område.