Ansøg om enkeltydelser (for øvrige)
Er du i en vanskelig økonomisk situation, kan du søge om økonomisk tilskud til en række udgifter.
Økonomisk hjælp til enkeltydelser: Hvilke krav skal du opfylde?
Du kan i særlige tilfælde søge om økonomisk hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter.
Når vi skal behandle din ansøgning, kigger vi på, om der er sket ændringer i dine forhold, og om udgiften er uforudset. Udgiften kan f.eks. være lægebehandling, depositum og boligudgifter.
Der er en række krav, du skal opfylde, for at du kan søge om økonomisk hjælp til enkeltydelser. Det er derfor vigtigt, at du vedlægger den nødvendige dokumentation, når du søger.
Det er kommunen, der vurderer, om du har eller har haft mulighed for at afholde udgiften selv ved at tilrettelægge din økonomi.
Hvis du har formue - uanset formuens størrelse - vil den indgå i vurderingen af din mulighed for at få hjælp. Formuen kan f.eks. være værdien af en bil eller værdien af din pensionsordning.
Før du søger om økonomisk hjælp til enkeltydelser, skal du have undersøgt, om du har mulighed for at afholde udgiften på anden vis. Det indgår i behandlingen af din ansøgning, om du f.eks. kan få boligstøtte, kronikerbevilling, merudgifter til børn, SU-lån med videre.
Du skal også være opmærksom på, at udgiften ikke må være afholdt, før du søger om økonomisk hjælp.
Hvad kan du søge hjælp til?
- Rimeligt begrundede enkeltudgifter, hvis du har været ude for uforudsigelige ændringer i dine forhold
- Tandbehandling, medicin, briller og psykologbehandling, der ikke kan ydes hjælp til efter anden lovgivning. Behandlingen skal være nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet
- Flytteudgifter, herunder indskud/depositum til ny bolig
- Transportudgifter i forbindelse med samvær med børn, som ikke bor hos dig
Du skal vedlægge dette til din ansøgning:
- Dokumentation for den udgift du søger om hjælp til
- Dokumentation for udgifter i form af kvitteringer eller betalingsoversigter (du kan ikke bruge budgetoversigter som dokumentation)
- 3 måneders kontoudtog fra samtlige af dine konti
Du kan blive bedt om at eftersende yderligere dokumentation alt efter, hvad du søger om hjælp til betaling af.
Det er vigtigt for behandlingen af din ansøgning, at du vedlægger mest muligt dokumentation.