Hjælp til veteraner
De danske udsendte yder en stor indsats i flere af verdens brændpunkter. Det er uanset, om der er tale om soldater, politi, sundhedspersoner eller andre udsendte grupper. I Lolland Kommune arbejder vi derfor med at give kommunens udsendte og veteraner samt deres familier de bedst mulige vilkår.
Riffel- og pistolskydning og gåture for veteraner i Lolland Kommune
Skadede veteraner i Lolland Kommune har mulighed for at deltage i riffel- og pistolskydning hver tirsdag kl. 15-17. Om vinteren foregår det på banerne i Maribo Skytteforening, Kleins Vej 3, og om sommeren foregår det udendørs i Musse Skyttecenter, Skydebanevej 2, 4880 Nysted. Ud over skydning er der hygge og socialt samvær med kaffe og kage, og veterankoordinatoren kommer jævnligt forbi Safe Zone med pølser til grillen,
Tiltaget er en del af Dansk Idræts Forbunds soldaterprojekt ”Safe Zone”, og det bliver arrangeret i samarbejde med Veterancentret og Maribo Skytteforening.
Der kan også aftales gåture og ”ro i naturen” med veterankoordinatoren.
Er du interesseret i at deltage eller at høre mere om tilbuddene, er du velkommen til at kontakte Lolland Kommunes veterankoordinator (se kontaktoplysninger nederst på siden).
Få mere information om veteranindsatsen i Lolland Kommune
De danske udsendte yder en stor indsats i flere af verdens brændpunkter. Det er uanset om der er tale om soldater, politi, sundhedspersoner eller andre udsendte grupper. Alle er enige om, at vores udsendte skal have de bedst mulige vilkår.
De fleste veteraner vender hjem med oplevelser og erfaringer, der har udviklet dem fagligt og udvidet deres horisont. En mindre del af veteranerne har behov for støtte til at klare psykiske og sociale belastninger eller fysiske skader, som de har pådraget sig i forbindelse med udsendelse.
Lolland Kommune tager dette ansvar på sig gennem en særlig helhedsorienteret og anerkendende indsats over for gruppen af tidligere udsendte. Lolland Kommunes veteranstrategi sætter tydelige pejlemærker for, hvad kommunen prioriterer, og hvordan kommunen sætter ind for at hjælpe veteraner og deres familier godt videre i tilværelsen.
Lolland Kommunes veteranindsats udmønter Danmarks veteranpolitik fra 2016 og gælder for veteraner med bopæl i Lolland Kommune. Baggrunden er et politiske ønske om, at Lolland Kommunes veteranindsats bygger på viden om god egen og national praksis og ideer fra lokale aktører, herunder Veterancenteret i Ringsted.
Vibeke Grave, formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget
For at sikre, at veteranerne kan navigere i forhold til de forskellige kommunale tilbud, tilbyder Veterankoordinatoren en individuel rådgivning og vejledning samt sikre kommunikationen med andre del af kommunen i forhold til:
- Job og uddannelse
- Familien
- Bolig
- Misbrug
- Psykiatri
- Og lign.
Danmarks veteranpolitik blev offentliggjort i september 2016 som et resultat af et servicecheck af veteranindsatsen, og erstatter dermed tidligere veteranpolitik fra 2010. Politikken indeholder ikke særlige kommunale opgaver, men tilskynder til øget samarbejdet mellem kommunerne og Forsvaret.
Veteranpolitikken angiver de generelle principper og de overordnede målsætninger for anerkendelse og støtte til veteraner og deres pårørende. Politikken skaber rammerne for de konkrete initiativer på veteranområdet.
En veteran er en person, som har været udsendt i mindst én international mission. Personen kan fortsat være ansat i Forsvaret eller anden myndighed, men kan også være overgået til det civile uddannelsessystem, arbejdsmarked eller andet.
Der er i marts 2022 registreret i alt 39.245 veteraner i Danmark. I juli 2022 var der 224 veteraner med bopæl i Lolland Kommune, enkelte kan dog stadig være udsendte.
Ifølge Veterancenteret i Ringsted har mellem 5-10 % af veteranerne posttraumatisk belastningsreaktioner; såkaldt PTSD, og kræver støtte efter hjemsendelsen. PTSD er en psykisk sygdom, der kan opstå efter voldsomme eller traumatiske begivenheder, som man enten har været involveret i eller været vidne til.
Siden 1991 har Forsvaret haft ca. 84.000 udsendelser. Udsendelserne har en varighed fra 28 dage og op til 2 år af gangen. Danmark har ca. 30.000 veteraner i den arbejdsdygtige alder – et tal, der forventes at stige som følger af Danmarks internationale engagement.
Indsatsen er særligt rettet mod de veteraner, som efter hjemsendelse har svært ved at komme videre i livet på grund af fysiske, sociale eller psykiske mén. Forsvaret har ansvaret for veteranerne før, under og efter udsendelsen. Kommunernes opgave er at støtte veteranerne og deres pårørende i, at de kan komme videre i livet efter en udsendelse – evt. med brug af Veterancenterets særlige viden.
I fokus for veteranindsatsen er en hurtig, koordinerende og helhedsorienteret tilgang, der sætter veteranen i centrum – også med indsatser og kontakt ud over kommunegrænsen, hvis der er behov.
Veteranindsatsen bygger på følgende faglige vurderinger, principper og organisering:
- Veteranernes behov dækkes inden for kommunens mange normaltilbud. En samlet veteranstrategi sætter dermed fokus på og tydeliggør de tilbud og indsatser, som veteraner også kan få gavn af.
- Lolland Kommune ønsker en hurtig, koordinerende og helhedsorienteret indsats og tilgang i sager, der involverer veteraner:
- På tværs i organisationen står en Veterankoordinator og en række kompetente medarbejdere i Lolland Kommune med specialviden om veteraners særlige vilkår klar til at koordinere indsatsen.
- Lolland Kommune har tæt samarbejde med Veterancenteret og andre relevante parter for at sikre opdaterede kompetencer, tilgang til ny viden, og netværksmuligheder med fokus på god kommunal praksis og -erfaringer.
Lolland Kommune tager udgangspunkt i den enkelte borger. Kommunen har en række tilbud som støtter den enkelte i at komme videre i eget liv.
Veteranindsatsen er bygget op omkring fokus på de eksisterende tilbud, som også veteraner kan gøre brug af i Lolland Kommune.
Hele familien kan blive berørt af en udsendelse, og i visse tilfælde kan børnene og/eller familien – enten under eller efter udsendelsen – få behov for en forebyggende indsats i barnets dagtilbud eller skole eller via Børn, Unge og Families tilbud om åben anonym rådgivning og anden forebyggende indsats.
Ved mere indgribende reaktioner på udsendelsen tilbyder Børn, Unge og Familie udarbejdelse af en børnefaglig undersøgelse og særlig støtte til barnet eller familien i form af f.eks. familiebehandling.
I Lolland Kommune har Jobcenteret fokus på at få den ledige veteran i job eller uddannelse hurtigst muligt. Som det er tilfældet med øvrige ledige, tager Jobcentret udgangspunkt i den enkelte borgeres situation og muligheder.
I lovgivningen, der understøtter arbejdsmarkedsområdet, er der en række tilbud, som kan gavne veteraner - både hvis de er tæt på eller er længere væk fra arbejdsmarkedet: Mentorstøtte, tilbud om vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik, løntilskud og personlig assistance.
Forsvaret tilrettelægger særlige genoptræningsforløb for de veteraner, der har behov evt. suppleret af et lokalt kommunalt genoptræningstilbud. Genoptræning og rehabiliteringsteamet i Lolland Kommune vurderer konkret og individuelt veteranens behov, og tilrettelægger herefter genoptræning og/eller vedligeholdelsestræning som enten: Holdtræning, individuel træning, hjemmetræning eller selvtræning efter instruktion.
Både veteraner og pårørende kan få hjælp til anonym ambulant behandling af alkohol- og stofmisbrug i Lolland Kommunes Rusmiddelcenter.
Kommunal anvisning af boliger sker efter de kriterier for boligsocial anvisning, der er godkendt af Lolland Byråd og beskrevet i Lolland Kommunes politik for den almene boligsektor.
Kommunens hjælpemiddelcentral, hjemmehørende under Sektor for Ældre og Sundhed - tildeler hjælpemidler, forbrugsgoder eller hjælp til boligindretning eller skift af bolig ydes til de af kommunens borgere, der har en varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne som følge af medfødt eller senere opstået handicap, sygdom eller som følge af ulykkesskader. Ydelsen gives efter behov, uden hensyn til ansøgerens økonomiske forhold, indkomst eller formue. Teamet yder hjælp til bedst og billigst egnede hjælpemiddel, forbrugsgode eller boligindretning.
Hvis du bliver akut psykisk syg, eller du som pårørende har brug for akut psykisk hjælp, kan du rette henvendelse til Psykiatrisk Akutmodtagelse eller lægevagten på telefon 1818 – tryk 3.
Adresse: Indgang 31, Færgegaardsvej 15, 4760 Vordingborg.
Veterancenteret støtter soldater, veteraner og deres pårørendes særlige behov før under og efter udsendelse. Veterancenteret har mange opgaver, og fungerer som én indgang på veteranområdet. Veterancenteret tilbyder først og fremmeste støtte til den enkelte soldat, veteran eller pårørende, men yder også faglig støtte til sagsbehandlingen til kommunerne i veteransager.
Lolland Kommune har stor opmærksomhed på at benytte de tilbud, som Veterancentret tilbyder veteraner og kommunerne. Det er blandt andet tilbud om at søge råd og vejledning både om veteraners forhold generelt og de særlige problematikker, som er væsentlige at have opmærksom på i forhold til veteraner.
Der eksisterer derudover en bred vifte af tilbud til veteraner fra organisationer og frivillige foreninger. Du kan finde mere information på Danske Veteranhjems hjemmeside på veteranhjem.dk og på Veterancentrets hjemmeside på veterancentret.dk. Her findes endvidere oplysninger om forsvaret og samarbejdspartners mange tilbud og muligheder, samt rettigheder den enkelte veteran og dennes pårørende har haft efter udsendelse.
Veterancentrets døgntelefon er for soldater, veteraner og pårørende, som akut har brug for én at tale med. Du kan ringe til døgntelefonen på telefon 7281 9700
Døgntelefonen er bemandet uden for Veterancentrets normale åbningstid af en socialrådgiver. Socialrådgiveren kan støtte dig direkte over telefonen eller afdække, hvilken støtte du har behov for, og hvad næste skridt skal være.
Veterancentret Ringsted
Ringsted Kaserne
Garnisonen 1, 4100 Ringsted
Telefon: 72 81 97 00
Mail: Vetc-myn@mil.dk
Lolland Kommunes veteranindsats er vedtaget af Social- og Arbejdsmarkedsudvalget den 14.01.2020 og skal ved ændringer drøftes med relevante samarbejdspartnere.
Vil du vide mere om Veterancentret?
Kontakt veterankoordinatoren i Lolland Kommune
Lene Folmann Petersen, Veterankoordinator
Telefon: 21 17 29 88 | Mail: leet@lolland.dk