Skip til hoved indholdet

Aktivitets- og træningstilbud til borgere med svære fysiske funktionsnedsættelser

Du har mulighed for at søge om tilbud til borgere med svære fysiske funktionsnedsættelser, hvis du har en svær fysisk funktionsnedsættelse og har behov for vedligeholdelsestræning og/eller har samboende pårørende med behov for aflastning.

Denne side beskriver tilbud til borgere med svære fysiske funktionsnedsættelser efter Lov om Social Service §§ 84, 86 stk 2.

Tilbuddet er til dig, der ikke bor i plejebolig, og som både har lyst til og kan have gavn af socialt samvær sammen med fysisk og kognitiv træning. 

Hvad indeholder tilbuddet?

Tilbuddet er til borgere, som ikke bor i plejebolig, med særlige behov for aktivitet og træning, eller hvor pårørende har behov for aflastning.

I tilbuddet ydes hjælp og støtte fra uddannet sundhedspersonale fx social- og sundhedsassistenter.

Målgruppe 1 (aflastning)

Borgere med svært nedsat fysisk og/eller kognitivt funktionsniveau, som bor sammen med ægtefælle/samlever, der bistår borgeren i den daglige hjælp, og har brug for aflastning.

Målgruppe 2 (træning): 

Borgere med svært nedsat fysisk funktionsniveau, med behov og potentiale for vedligeholdelse af funktionsniveau.

For begge målgrupper

Borgers funktionsniveau vurderes på baggrund af følgende tilstande:

  • Egenomsorg
  • Mentale funktioner (ikke hukommelse)
  • Mobilitet

Af borgergrupper der kan tilhøre målgrupperne for tilbuddet kan nævnes:  

Borgere med væsentligt nedsat funktionsevne, f.eks. som følge af: funktionsnedsættelse efter neurologiske sygdomme (f.eks. svær neuropati, Huntington Chorea, sclerose, apoplexia cerebri o. lign.) og 

Borgere med væsentlige fysiske/kognitive funktionsnedsættelser, som giver sig udslag i tab af psyko-sociale kompetencer. 

Hvis en borger, der modtager ”tilbuddet” i en periode har et genoptræningsbehov, kan der visiteres særskilt til det.

Som hovedregel er tilbuddet ikke for borgere med demens eller en demenslignende diagnose, da Lolland Kommune har et målrettet tilbud til disse borgere. 

For målgruppe 1 (aflastning): 

  • Hjælp til personlige opgaver
  • Sang, musik, fortællinger og højt læsning
  • Kreative og fysiske aktiviteter 

For målgruppe 2 (træning): 

  • Motion/træning
  • Kognitiv simulation
  • Hjælp til personlige opgaver
  • Deltagelse i daglige gøremål 
  • Kreative og fysiske aktiviteter 
  • Sang, musik, fortællinger og højt læsning
  • Samtalegrupper/sprogtræning. 

Tilbuddet har åbent mandag til fredag og er placeret på Bangshavecentret i Maribo og Skovcentret i Nakskov.

Der er egenbetaling på forplejning under ophold i tilbuddet. Opkrævningen sker månedsvis bagud. Beløbet trækkes i pensionen.

Forplejningen består af:

  • Formiddagskaffe med tilbehør.
  • Dagens ret.
  • Eftermiddagskaffe med tilbehør.
  • Drikkevarer og frugt. 

Se hvad forplejning koster på siden Takster indenfor ældreområdet.

Tilhører du en af målgrupperne og ønsker du at blive visiteret til tilbuddet, skal du henvende dig til Visitation - Ældre & Sundhed i Lolland Kommune.

Se kontaktinformation og telefontider til Visitation - Ældre & Sundhed.

Visitator foretager en konkret, individuel helhedsvurdering, hvor dit udviklingspotentiale, konsekvenser af fysisk eller psykisk og social funktionsnedsættelse, samt ressourcer og personlige faktorer, tilsammen danner grundlag for afgørelsen.

Da nærværende tilbud har et begrænset antal pladser, kan der muligvis forekomme venteliste.

Såfremt der er venteliste, orienteres du om, at du er optaget på en venteliste, og at det er en prioriteret venteliste, hvor den borger med størst behov prioriteres, når der er en ledig plads. 

Det er politisk vedtaget, at der er egenbetaling på kørsel til og fra dagtilbud. 

Borgeren hentes/bringes af Lolland Kommunes kørselsordning, i mindre eller større busser, på hjemadressen. 

Opkrævningen sker månedsvis bagud. Beløbet trækkes i pensionen og reguleres årligt 1. januar. 

Se hvad kørsel koster på siden Takster indenfor ældreområdet.

Du har 4 ugers klagefrist for klager over afgørelser, truffet efter §§ 84, 86 stk 2 Lov om social service.
Ønsker du at klage over afslag på personlig og/eller praktisk hjælp eller den bevilgede hjælps omfang, kan du rette henvendelse til Visitation - Ældre & Sundhed.

Visitation - Ældre & Sundhed skal i henhold til Retssikkerhedsloven § 66, stk. 2 genvurdere afgørelsen, der klages over. Visitation - Ældre & Sundhed skal have truffet en afgørelse på genvurderingen inden 4 uger fra klagen er modtaget.

Fører Visitation - Ældre & Sundheds genvurdering af sagen ikke til et for dig tilfredsstillende resultat, oversender Visitation - Ældre & Sundhed klagen inklusive sagens akter til Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen behandler herefter klagen og træffer en afgørelse, som sendes til dig og til Visitation - Ældre & Sundhed.

Lolland Kommune handler med hjemmel i Lov om social service. Lovgivningen er Lolland Kommunes overordnede ramme, som angiver krav og kriterier for indsats, samt præciserer målgrupper, som ydes service efter denne lov. Der henvises i øvrigt til Lov om social service §§ 1, 84 og 86 stk 2.

Vil du vide mere?

Kontakt

Visitation - Ældre & Sundhed

Søndre Boulevard 84
4930 Maribo
aeldresektorenofficiel@lolland.dk

Ring til os

Bemærk

Husk at sende sikker post, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.

Måske er du også interesseret i

Hold dig opdateret og giv os feedback

Tilmeld nyhedsbrev Giv os feedback

Lolland Kommune
Torvet 3
4930 Maribo

CVR-nr. 29188572

Telefon: 54 67 67 67
lolland@lolland.dk

Telefontider

Mandag - onsdag08:00 - 15:00
Torsdag08:00 - 17:00
Fredag08:00 - 13:00

Nyttige links