ARC Lolland
ARC-Lolland står for ”ArbejdsRehabiliteringsCenter Lolland” og er målrettet voksne i alderen mellem 18 og 67 år, med en erhvervet hjerneskade efter f.eks. blodprop, hjerneblødning, hovedtraume eller lignende.
ARC-Lolland samarbejder med Lolland Kommunes Jobcenter om afklaring i forhold til fremtidig tilknytning til arbejdsmarkedet og/eller støtte til et aktivt liv med meningsfuld beskæftigelse.
Alle borgere får tilrettelagt et individuelt forløb, som både kan foregå i og udenfor ARC, f.eks. på en praktik- eller arbejdsplads.
Vi skræddersyer forløbene i Arbejdsrehabiliteringscenteret i tæt samarbejde med borger og sagsbehandler i jobcenteret. Der vil blive tildelt en kontaktperson, når forløbet begynder.
Hvem kan henvise til ARC Lolland?
Der kan henvises til ARC via egen læge, øvrige fagpersoner i sundhedssystemet eller Jobcentret. Før opstart skal der dog være en aftale herom med en sagsbehandler i Jobcentret.
Vores forventninger til dig ved opstart
- At du kan møde op i ARC til undervisning på Kompetence Center Krogsbølle, Løjtoftevej 205 i Nakskov (du skal selv stå for transport).
- At du møder op med en åben og positiv tilgang til det at modtage redskaber til at mestre egen nuværende livssituation.
- At du melder afbud, hvis du er forhindret.
ARC Lolland tilbyder
Råd eller vejledning i forhold til følger efter skade i hjernen og støtte til håndtering af hverdagens og arbejdslivets udfordringer herunder:
- Holdundervisning i forhold til følger efter en skade i hjernen.
Tests og screenings, der er relevante for den enkelte herunder:
- Beskrivelse af funktionsniveau og eventuelle skånebehov til din sagsbehandler.
Støtte og opfølgning i eventuelle virksomhedspraktikker herunder:
- Rådgivning til arbejdsplads / praktiksted vedr. den enkeltes specielle situation.
Mulighed for at dele både succeser og vanskeligheder med andre i samme situation (erfaringsudveksling).
Mulighed for at udvide netværk og få et aktivt liv.
Rådgivning og vejledning til pårørende.
Et forløb i Snoezelhuset, hvor der arbejdes terapeutisk med sansemæssige problemer. Indsatsen kan blandt andet øge livskvalitet, mindske stress, angst og depression og motivere til aktivitet og kommunikation.
Når et familiemedlem får en hjerneskade, påvirker det hele familien. Det kan være svært at forstå de ændringer, der sker med personen, og der kan være behov for at tale med andre pårørende.
Gratis kursus for pårørende
På kurset får du foruden undervisning, råd og vejledning også mulighed for at mødes og snakke med andre i samme situation. Undervisningen sker i samspil med ergoterapeuter og sygeplejersker og inddrager erfaringer fra det at være pårørende til hjerneskaderamt.
Se denne video hvor du kan møde underviserne på kurset (video kanal via dreambroker.dk)
Kurset kommer omkring emner som:
- Hjernens opbygning / hjerneskader
- Synlige og skjulte handicap
- Mestring og strategier
- Ændrede og nye roller i familien
- Accept og identitet
- Introduktion til Hjerneskadeforeningens tilbud i lokalområdet og information til familier med børn som pårørende
Tid og sted
Kurset finder sted på Kompetencecenter Krogsbølle, Løjtoftevej 205, 4900 Nakskov på følgende datoer (alle dage kl. 16.00-18.00). Næste hold er på følgende datoer:
Februar 17. og 24.
Marts 3., 10., 17., 24., 31.
April 7.
Tilmelding
Hvis du er interesseret eller vil høre nærmere, kan du kontakte os pr. mail til ARC-lolland@lolland.dk eller pr. telefon 54 67 77 00.
”I forløbet fik jeg et netværk af pårørende i samme situation som mig - nogle jeg kunne udveksle erfaringer og bekymringer med”
Citat: Tidligere kursist
ARC Lolland tilbyder et forløb i Snoezelhuset efter henvisning fra din sagsbehandler i jobcenteret.
Snoezelhuset tilbyder et multisensorisk miljø med forskellige sanserum, hvor sygemeldte med sansemæssige udfordringer kan modtage kontrollerede og individuelt doserede sanseindtryk under vejledning af autoriseret personale.
Efter en indledende samtale, arbejdes der målrettet med sanseintegration og de sansemæssige udfordringer du oplever, ved at tilføje den rette mængde sansestimuli i sanserummene. Det kan bevirke et mere velbalanceret sanse- og nervesystem som giver mulighed for at rehabilitere fra f.eks. stress, angst og/eller depression. Efter forløbet udarbejdes der en rapport med beskrivelse af indsatsen og effekten af sansestimulering, som har til hensigt at få dig tættere på arbejdsmarkedet.
- Fysisk træningsforløb: En beskæftigelses rettet fysisk træningsforløb på 12 uger. Det er til dig, der har brug for at blive afklaret og/ eller bygget op fysisk eller psykisk for at komme tættere på de krav, arbejdsmarkedet stiller til din funktionsevne. Her kommer du og træner 2 gange om ugen under supervision af en fysioterapeut.
- Fysisk funktionsafklaring: Et forløb med henblik på at afklare og vurdere din fysiske funktionsevne gennem en fysioterapeutisk undersøgelse. Forløbet består af startsamtale, relevante undersøgelser og test og alt sammen samles og beskrives i en statusrapport.
- Arbejdsplads vurdering: Her får du afklaret og vurderet dit funktionsniveau i forhold til konkrete arbejdsopgaver og under hensyntagen til dine udfordringer og funktionsnedsættelser. En ergoterapeut observerer dig i aktuelle arbejdsopgaver og arbejdsstillinger, tilbyder ergonomisk vejledning, bidrager til indretning af arbejdspladsen og vurderer om der er behov for hjælpemidler. Forløbet afsluttes med en handlingsanvisende statusrapport med beskrivelse af fysiske ressourcer, arbejdsfunktioner, anbefalinger samt eventuelle skånehensyn i henhold til arbejde.
Henvisning til afklaring af funktionsniveau v/ARC-Lolland ARC Lolland udarbejder skriftlig vurdering af dit aktivitets og funktionsniveau i hverdagen efter henvisning fra din sagsbehandler i jobcenteret. Dette kan fx være, hvis din sagsbehandler vurderer, at der er forhold i din hverdag, der har betydning for din arbejdsevne og/eller afklaring i fx en praktik. Du vil derfor blive kontaktet af en ergoterapeut fra ARC Lolland med henblik på en nærmere aftale og plan for, hvordan vi gennemfører vurderingen.
Vurderingen består af en samtaledel og en praktisk del, som tilsammen skal belyse dit aktivitets- og funktionsniveau i hverdagen. Vi kommer til dig i dit hjem, efter aftale med dig. Vi starter som regel med en samtale om din hverdag, hvor vi gerne vil høre, om det du kan, og det du har svært ved.
Kontakt
Ring til os
Skriv til os
Bemærk
Husk at sende sikker post, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.Når du ringer
Ældre & Sundheds callcenter viderestiller dig til ARC Lolland.