Svære ord, der er gode at kende

Danmark er delt op i 98 områder, man kalder kommuner. I hver kommune er der 
medarbejdere, der arbejder med, at tingene fungerer. Medarbejdere fra kommunen 
står blandt andet for skoler, veje og affald, men også for at hjælpe børn og unge, 
der ikke har det godt. 

Ifølge loven skal de voksne, der arbejder i Familieafdelingen, undersøge det, hvis 
nogen er bekymrede for, hvordan et barn eller en ung har det. De skal fnde ud af, om 
barnet eller den unge har brug for hjælp, og de skal hjælpe, hvis der er brug for det. 

De mennesker i kommunen, der arbejder med at skaffe hjælp til børn eller familier, 
der ikke har det godt, hedder børne- og ungerådgivere. Nogle gange kaldes de også 
for socialrådgivere, rådgivere eller sagsbehandlere. 

Når du er til møde med kommunen, har du altid ret til at have en ”bisidder” med. 

En bisidder er en person, der kan hjælpe og støtte dig til møderne. En bisidder skal 
være over 15 år, og det er dig, der bestemmer, om du vil have en bisidder, og også 
hvem det skal være. Det kan være fx en lærer eller et familiemedlem. Du kan også 
få en professionel bisidder, fx gennem BørneTelefonen. 

Man kan ”have en sag” i kommunen. Det er det, man kalder det, når børne- og 
ungerådgiveren fra kommunen følger med i, hvordan et barn eller en ung har det. 
Det, som rådgiveren fnder ud af, og som de skriver ned, kalder man også for ”en 
sag”. Det vil sige papirer eller fler på en computer med notater om, hvad forskellige 
personer har sagt, referater fra møder eller beslutninger, der er blevet taget. Sådan 
en sag kan også kaldes en journal. 

Som barn og ung har du rettigheder, hvis du har en sag i kommunen. Du har fx ret til 
at blive spurgt, hvad du selv synes. Det er også en rettighed at have en bisidder med 
til møderne. Du har også ret til at se din egen sag. Det kalder man retten til aktindsigt. 

At blive inddraget betyder, at man skal spørges – og at ens mening skal tælle med. 

Hvis en børne- og ungerådgiver skal fnde ud af, hvordan et barn eller en ung har det, 
skal han eller hun altså tale med barnet eller den unge, og lytte til det, der bliver fortalt. 
Det kaldes også, at barnet eller den unge har ret til at blive hørt. Det betyder ikke, at 
man som barn eller ung altid selv kan bestemme, men at der altid skal lyttes til én. 

En underretning er, når nogen har skrevet eller ringet til kommunen for at fortælle, 
at de er bekymrede for, hvordan et barn eller en ung har det. Det kan fx være en lærer, 
der har lavet underretningen, men det kan også være et familiemedlem eller en nabo. 

I Danmark har alle voksne pligt til at give besked til kommunen, hvis de er bekymrede 
for, at et barn eller en ung ikke har det godt. 

De mennesker, en sag handler om, kaldes for parter. Parterne i en sag er næsten altid 
barnet eller den unge og de voksne derhjemme. Børne- og ungerådgiveren kan altid 
svare på, hvem der er parter i en sag. 

Hvis en rådgiver skal undersøge, hvordan et barn eller en ung har det, foregår det 
i fere trin.

Det starter med en screening, hvor børne- og ungerådgiveren ser på de 
informationer, som fndes i sagen, og måske taler med barnet eller den unge og 
hans eller hendes forældre. Her prøver rådgiveren at fnde ud af, om der er noget, 
der skal undersøges nærmere. Hvis der er det, laver rådgiveren en afdækning. 
Så holder rådgiveren måske et netværksmøde med nogle af de voksne, der kender 
barnet eller den unge og forældrene. Rådgiveren taler også mere med barnet eller 
den unge.

Hvis der er brug for at undersøge mere om, hvordan barnet har det, 
kaldes det en børnefaglig undersøgelse. Så bruger rådgiveren mere tid på at tale 
med de voksne, der kender til barnet eller den unge. 

På et netværksmøde mødes børne- og ungerådgiveren med nogle af de voksne, 
der kender barnet eller den unge. Det er fx familiemedlemmer, lærere fra skolen eller 
studiet og pædagoger fra fritids- eller ungdomsklubben. Nogle gange vil barnet eller 
den unge også være med til mødet sammen med sin bisidder. 

Indsatser er et fælles ord for den hjælp, en kommune kan beslutte at give til et barn, 
en ung eller en familie. En indsats kan fx være timer med en psykolog eller en 
kontaktperson. Det kommer an på, hvad børne- og ungerådgiveren vurderer er den 
bedste hjælp. 

Nogle af de beslutninger, som rådgiveren tager om, hvordan et barn eller en ung skal 
hjælpes, kaldes for “afgørelser”. Det er fx en “afgørelse”, hvis et barn eller en ung skal 
have en kontaktperson. Afgørelser kan man klage over. Børne- og ungerådgiveren 
kan altid svare på, om noget er en afgørelse. 

Når børne- og ungerådgiveren har fundet ud af, hvilken hjælp barnet eller den unge 
skal have, lægger rådgiveren en plan med tydelige mål for, hvad der skal blive bedre 
– og hvordan det skal ske. Du har ret til at fortælle, hvad du synes, du har brug for. 
Og planen bliver ofte lagt sammen med dig og de voksne, du bor sammen med. 

Når børne- og ungerådgiveren har fundet ud af, hvilken hjælp du skal have, skal 
rådgiveren fere gange tjekke, hvordan det går med dig og den plan, I sammen 
har lagt. Måske betyder det, at I ændrer planen, for at den virker bedre. Her skal 
rådgiveren lytte til dine ønsker og behov.