Friluftsliv og idræt
Lolland har noget af landets smukkeste natur, og der er rig mulighed for, at børn og unge kan komme ud og få oplevelser til lands eller til vands.
Spejder, ridning og cykling
At gå til spejder er lig med friluftsliv, fællesskab og udfordringer. Dit barn lærer at begå sig i naturen og får en masse gode oplevelser i det fri. Der findes flere spejderafdelinger på Lolland.
Der er også gode muligheder for at gå til ridning på Lolland. Der er flere rideklubber som tilbyder ridning for børn og unge mellem 0-16 år, og nogle har også øvrige aktiviteter om natur, dyr, jord og mad.
Cykling, BMX og mountainbike er en populær idrætsgren på Lolland. Der findes flere cykelklubber, hvor de cykler landevejene tynde, og der er også klubber, hvor unge mødes og dyrker interessen for BMX og moutainbike.
Vandsport
Vandsport er en populær disciplin på Lolland, og der er mange muligheder for at prøve forskellige vandaktiviteter.
Kajak er særligt populært på Lolland, da både kysterne, Nakskov Fjord og Maribosøerne egner sig godt til kajak. Maribo Kajakklub er en af Danmarks bedste kajakklubber og har mange kajakroere, der har gjort sig gældende i danske og internationale konkurrencer. Der findes også flere klubber, hvor børn og unge undervises i roning og sejlads.
På Lolland er der også mange gode fiskesteder, hvor det er muligt at fiske direkte fra molen, komme på havfiskeriture eller besøge en af Put & Take søerne. Der er flere sportsfiskeriforeninger, som er et godt sted at starte, hvis dit barn vil med ud på fisketure og lære tricks af andre.
Find en forening
På Foreningsportalen finder du en oversigt over de forskellige foreninger i Lolland Kommune.
Du kan søge efter en aktivitet, som f.eks. 'rosport' eller 'ridning', og foreningerne vil blive listet op. Derefter kan du gå ind og læse mere om den enkelte forening og få adresse- og kontaktoplysninger. Du kan også søge direkte efter en forening for at få mere information om denne eller søge på dit postnummer for at finde foreninger i din by.