Budgetter
Socialdemokratiet, Venstre, Din Stemme, Socialistisk Folkeparti og Konservative har den 3. oktober 2024 indgået forlig om budget 2025. Budgettet blev endeligt vedtaget i byrådet den 10. oktober 2024.
Lolland Kommune midt i en brydningstid
Budgetaftalen for 2025 er en aftale, der afspejler, at vi i Lolland Kommune står i en brydningstid. På den ene side er vi midt i en rivende udvikling, der byder på store muligheder og en lys fremtid, og på den anden side har vi stadig en økonomi, der er under hårdt pres. Begge dele smitter af på det meste; på vores budget såvel som på den kommunale hverdag.
Budgetaftalen har det indlysende fokus at realisere flest mulige af de potentialer, der ses for kommunens udvikling og i videst muligt omfang sikre, at kommunen som organisation og kommunens budgetprioritering understøtter den ønskede udvikling. Budgetforliget ligger i direkte forlængelse af de allerede vedtagne strategier for Lolland Kommune ikke mindst byrådets otte fyrtårne.
Fokus er således at fortsætte arbejdet med at realisere potentialerne for Lolland og imødegå kendte udfordringer. For at fokusere på den ønskede udvikling besluttede byrådet i august 2022 otte strategiske fyrtårne, der udpeger væsentlige indsatser for at styrke Lolland – både som egn og som organisation. Kommunens fyrtårne er ikke statiske, men både evalueres og udvikles henad vejen.
Lolland Kommunes fyrtårne
- Kommune i en ny virkelighed
- International rekruttering og bosætning
- Grøn erhvervspolitik
- Femern som afsæt for blivende erhvervsudvikling
- Lollands Sydkyst – Nakskov til Hyllekrog
- Boligudvikling
- Fremtidens skole
- Tilpasning af plejeboligstruktur
Fortsat strukturel ubalance
Lolland kommunes økonomi fortsætter med at være særdeles udfordret, hvilket igen anerkendes på nationalt niveau med et såkaldt særtilskud i den høje ende på 210 mio. kr. Kombinationen af lokale demografiske og sociale udfordringer og det nationale system for kommunal finansiering, der ikke kan rumme Lollands strukturelle udfordringer, gør, at kommunen er fastlåst i en vedvarende strukturel ubalance. Hvis der ikke sker en ændring af kommunernes finansiering, må det forudses, at kommunen indenfor få år ikke vil kunne lægge et forsvarligt budget. Det er dog positivt, at der er en stigende national forståelse for Lolland kommunes særlige strukturelle udfordringer.
Tidligere budgetter
Kontakt
Økonomi, Kultur og Fritid
Jernbanegade 7, 4930 MariboRing til os
Når du ringer
Callcentret viderestiller til relevant medarbejder eller område.