Designmanual
Designprofil
Retningslinjer og anvendelse for designmanual
Ved at følge Lolland Kommunes designmanual kan du sikre dig, at du bruger de rigtige fonte og farver, at logoet er placeret korrekt og øvrige retningslinjer, der skal til for, at din modtager ikke er i tvivl om, at det er Lolland Kommune, der er afsender. Retningslinjerne i manualen skal bruges på alt fra plakater og rapporter til biler, tøj og kuglepenne. Manualen skal ikke ses som en spændetrøje, men som nogle simple regler og principper, der giver plads til kreativ udfoldelse.
Målgruppe for designmanual
Designmanualen er et værktøj til dem, der skal arbejde med profilen. Det kan f.eks. være Lolland Kommunes medarbejdere, designere, reklamebureauer, trykkerier og andre leverandører, der udarbejder materiale, hvor Lolland Kommune er afsender.
Den visuelle profil
Den visuelle profil består overordnet af 4 grundelementer: Lolland Kommunes logo, identitetsfarver, typografier og særlige grafiske elementer. Grundelementerne og deres anvendelse skaber tilsammen en markant og konsekvent profil.
Tjekliste for design
Med denne tjekliste kan du lave et sidste check af dit materiale for at sikre, at du overholder Lolland Kommunes designmanual.
Layout generelt
Layoutet har de rigtige margener, afstande mellem logo, tekst og billeder.
Logo
Lolland Kommunes logo er korrekt placeret i et hjørne af layoutet – ikke centreret på siden. Logoet er omgivet af de korrekte respektafstande og er placeret på korrekt baggrund.
Typografi
Teksten står overskueligt og læsbart. Al tekst er venstrestillet. De rette typografier er anvendt – Candara eller Verdana til trykt og printet materiale og Verdana til elektronisk kommunikation.
Farver
De korrekte farver er anvendt. Til tryk er de angivne Pantone- eller CMYK-definitioner anvendt, og til print og på elektroniske medier er de angivne RGB-definitioner eller Hexfarver anvendt.
Fotos og grafik
Fotos og grafik skal være relevante for budskabet i layoutet, skal være i den rigtige kvalitet og være beskåret hensigtsmæssigt.
Ensartethed
Er layoutet i overensstemmelse med tidligere layouts? Du bør undgå at lave et nyt layout, hver gang der skal udarbejdes en publikation. Tænk i stedet publikationerne ind i serier, så der bliver en sammenhæng imellem dem. Findes der en skabelon, skal der tages udgangspunkt i den.
Webtilgængelighed
Skal dit materiale lægges på en af Lolland Kommunes websteder, skal det overholde retningslinjerne for webtilgængelighed, jf. Loven om tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapplikationer.
Lolland Kommunes logo
Logoet er det bærende element i den visuelle profil. Logoet repræsenterer Lolland Kommune udadtil og skal bruges som beskrevet i denne manual for at opnå størst mulig genkendelighed og effekt.
Logoet består af to specialtegnede elementer: Navnetrækket og symbolet med grågæs.
Symbolet
Lolland Kommunes nye symbol udtrykker naturen på Lolland; at der er højt til himmelen, og at Lolland Kommune vil fremad. Grågåsen bor her og trækker hen over Lolland på sin vinterrejse til Spanien. Horisonten – det grønne felt forneden – slutter skævt op til det hvide, som er Lollands flade horisont. Den blå farve er mørk, så gæssene tydeligt står frem. Den grønne farve er frisk som markerne i det tidlige forår.
Navnetrækket
Lolland Kommune er skrevet med små bogstaver for at give særpræg, sådan at det klart fremgår, at det er Lolland Kommune og ikke en anden organisation eller et stednavn. De små bogstaver er med til at gøre kommunen mindre højtidelig og mere imødekommende.
Det er vigtigt altid at bruge en original logofil, og at elementerne i logoet bevarer deres indbyrdes proportioner. Download logo
Logovarianter
Lolland Kommunes logo er tilgængelig i forskellige varianter for at sikre størst mulig funktionalitet.
Lolland Kommunes logo skal som udgangspunkt optræde i den horisontale version. Den vertikale version kan bruges i tilfælde, hvor den horisontale version ikke passer til formatet. Den vertikale centrede version bruges kun i helt særlige tilfælde, hvor det giver mening, at symbolet med grågæs er centreret. Symbolet med grågæs kan ligeledes i særlige tilfælde optræde alene.
Kontakt Lolland Kommunes kommunikationsafdeling, hvis du er i tvivl.
Det er vigtigt altid at bruge en original logofil, og det er vigtigt, at elementerne i logoet bevarer deres indbyrdes proportioner.
Logostørrelser
De foretrukne størrelser af Lolland Kommunes logo vises nedenfor. De er defineret i forhold til de mest anvendte papirformater. Det er vigtigt, at Lolland Kommunes logo synes ens i størrelse, når det optræder på en række materialer, der ses i sammenhæng.
Respektafstand for logo
Respektafstanden tager afsæt i 1/3 af logoets højde i sider, bund og top, som vist i nedenstående eksempel.
Lolland Kommunes logo skal som regel fremstå så klart som muligt uden at blive forstyrret af andre visuelle elementer. Der er derfor defineret en respektafstand omkring logoet. Denne afstand bør holdes fri for al typografi, grafiske elementer og detaljerige områder i illustrationer og fotos.
Baggrundskontrol
Lolland Kommunes logo skal som udgangspunkt optræde i farve på hvid baggrund. Sort og grå version bruges, hvor der ikke er mulighed for farve. Enkeltfarvet sort version bruges, hvor der ikke er mulighed for raster.
Hvis Lolland Kommunes logo placeres på en farvet baggrund, er det vigtigt altid at afstemme farvernes indbyrdes forhold, så Lolland Kommunes logo aflæses optimalt.
På fotografisk baggrund skal Lolland Kommunes logo placeres i et roligt område af fotoet.
Det er vigtigt, at Lolland Kommunes logo synes ens i størrelse, når det optræder på en række materialer, der ses i sammenhæng.
De samme regler gælder for Lolland Kommunes øvrige logovarianter.
Institutionslogoer
Teams og decentrale enheder (institutioner), som har behov for skiltning med navn, egen hjemmeside eller brevskabelon, kan anvende et særligt designet logo, som er en kombination af navnet og Lolland Kommunes officielle logo. Institutionslogoerne skal være korte (læsevenlige) og sikre en visuel genkendelighed. institutionslogoerne er med blå tekst og Lolland Kommunes typografi; Candara Bold. Det er ikke tilladt selv at sætte tekst over, under eller ved siden af det ordinære logo.
Lolland Kommunes identitetsfarver
Lolland Kommunes identitetsfarver er en vigtig del af den visuelle profil og er med til at skabe genkendelighed udadtil. Farverne er nøje udvalgt og afstemt i forhold til hinanden. Det er vigtigt, at identitetsfarverne altid reproduceres korrekt. Vær opmærksom på, at farver kan variere i udtrykket alt efter, hvilken overflade de trykkes på. For at opnå den mest korrekte farvegengivelse skal der refereres til specialfarven (Pantone) som visuelt udgangspunkt.
Primære farver
Lolland Kommunes primære farver er mørkeblå og grøn. Den mørkeblå farve er mørk, så gæssene tydeligt står frem. Den grønne farve er frisk som markerne i det tidlige forår.
De primære farver er repræsenteret i logoet og bruges gennemgående i alt trykt og digitalt materiale.
Sekundære farver
Ud over primærfarverne er der valgt en række sekundære farver, der kan suppleres med og bruges i forbindelse med grafer, baggrunde og anden grafik. Både de primære og de sekundære farver kan bruges i forskellige toningsgrader. Hent PDF med farvekoder her
Farvekontraster
Grafiske elementer
Den skrå bjælke/hældningen
Den skrå bjælke/hældningen er bl.a. det, der gør Lolland Kommunes visuelle identitet unik.
Den skrå bjælke/hældningen bliver bl.a. brugt i publikationer, pjecer, flyers, invitationer m.m. Den kan både bruges i farvede flader men også i billeder. Graden af hældningen er taget fra byvåbnet i logoet, og hældningen skal således altid være 3,2 grader.
Grågæs
Grågæssene i kommunens logo kan anvendes som ”grafisk krydderi” på forskellige måder.
Gæssene skal bearbejdes i et grafisk program. Kontakt Lolland Kommunes kommunikationsafdeling på mail for vejledning.
Billedstil og billedbrug
Retningslinjer for brug af fotos i materiale med Lolland Kommune som afsender
- Brug så vidt muligt troværdige og lokale billeder fra Lolland Kommune. Personerne på billederne skal agere naturligt i den situation, du gerne vil illustrere, og det valgte billede skal repræsentere Lolland Kommune.
- Det er ikke tilladt at hente billeder fra Google eller øvrige steder på Internettet. Kun på fotodatabaser, godkendt af Lolland Kommune.
- Undgå så vidt muligt cliparts. Brug i stedet rigtige fotos, der signalerer autencitet og troværdighed.
- Har du taget fotos med personer på, skal du huske at indhente samtykke, jf. Persondataloven. Læs mere om samtykke på Lolland Kommunes Intranet under værktøjer/Kommunikation og Design/Fotos og Video (kun for Lolland Kommunes medarbejdere)..
- Henter du fotos fra Lolland Kommunes fotodatabase, skal du tjekke i Info (ved at klikke på billedet), om fotografen skal krediteres, og om der er givet samtykke, såfremt der er personer på fotoet.
- Brug gerne store og enkle billeder, der understøtter budskabet i teksten. Brug hellere ét godt billede end mange små. Undgå at fylde hele fladen ud med billeder. Det er bedre, at der er luft i et layout, fremfor det er tætpakket.
- Sørg altid for, at billederne er i en god opløsning. Det vil sige ca. 200-300 dpi til tryksager og 72 dpi til web. Se eksempler herunder.
- Beskær hensigtsmæssigt. Se eksempler på gode og dårlige beskæringer herunder.
Fotos
I Lolland Kommune bruger vi en intern fotodatabase til opbevaring af Lolland Kommunes fotos. Her finder du et udvalg af billeder til præsentationer mm.
I Lolland Kommune vil vi allerhelst bruge lokale og autentiske billeder. Er det af gode grunde ikke muligt, henviser vi til en ekstern købe-fotodatabase. Læs mere om brug af eksterne billeder på Lolland Kommunes Intranet under Værktøjer - Kommunikation og Design - Fotos og Video (kun for medarbejdere i Lolland Kommune).
Fotos fra Lolland
Nedenstående finder du eksempler på lokale billeder, der kan bruges til f.eks. PowerPoint-præsentationer. Klik her for at se de lokale fotos i vores billedarkiv.
Typografier
Candara og Verdana er primærtypografierne i Lolland Kommunes visuelle profil. Candara og Verdana er begge standard i Microsofts programmer.
Candara er en typografi med en moderne og troværdig karakter. Formen er livlig, uden at være påtrængende og giver en venlig og læselig tekst. Candara er særdeles velegnet til overskrifter, i publikationer, plakater, øvrige trykte materialer og skiltning.
Skrifttypen Verdana er en klassisk og udbredt skrifttype. Den generøse bredde og afstand mellem Verdanas tegn gør at læsbarheden især er god på skærmen. Verdana skal bl.a. bruges i rapporter, brevkorrespondance, mailkorrespondance, i PowerPoint-præsentationer, på Infoskærme og i Lolland Kommunes fagsystemer. Som udgangspunkt skal Verdana bruges i alle digitale dokumenter.
Publikationer og annoncer
Publikationer
Der er udarbejdet retningsgivende skabeloner til opsætning af Lolland Kommunes publikationer i formatet A4 (210x297 mm), A5 (148x210 mm) samt M65 (99x210). Hent vejledningerne som pdf (til print) her.
Du kan hente en vejledende skabelon (InDesign) til A5-publikation her
Du kan hente en vejledende skabelon (InDesign) til A4-publikation her
Mål og afsnitsformater - A4-publikation
Mål og afsnitsformater - A5-publikation
Mål og afsnitsformater - M65-publikation
Politikker, strategier og rapporter
Der er udarbejdet retningslinjer for Lolland Kommunes strategier, rapporter, politikker m.m.
Politikker layoutes af kommunikationsafdelingens grafiker, når politikken er vedtaget i byrådet.
Annoncer
Annoncer benytter sig i hovedtræk af de samme principper som gælder for publikationer. I annoncer går billedmateriale samt den skrå blå bjælke dog til kant.
De viste eksempler skal ses som retningsgivende. Har du brug for at få udarbejdet en annonce, kan du kontakte Lolland Kommunes kommunikationsafdeling.
Skiltning
Pyloner
Standardmål for Lolland Kommunes pyloner er følgende:
- 70x120
- 70x150
- 70x200
- 90x120
Download pdf af retningslinjer her (til print).
Kontakt Lolland Kommunes kommunikationsafdeling for vejledning.
Biler
Alle Lolland Kommunes køretøjer skal have et synligt horisontalt logo, så de entydigt kan identificeres. Logoet skal være 34,5 cm i bredden og placeres samme sted på alle biler på begge sider af bilen.
Til lyse biler bruges det horisontale logo med blåt og grønt navnetræk. Til mørke biler bruges det horisontale logo med hvidt og grønt navnetræk.
Roll-up
Retningslinjer for Roll-up
- Størrelse: 850 mm x 2150 mm (bredde x højde).
- Farvet top eller evt. billede. Farvet bund og top i overensstemmelse med designmanualens farver. (Hældning på top skal være 3,2 grader).
- Lolland Kommunes horisontale logo placeres nederst.
- Overskrift i top justeres (horisontalt og vertikalt)
- Afstand fra bund til logo:18 cm af hensyn til, at der skal være plads til roll-up-stativ. Altid farvet baggrund med logo, der passer til farven.
- På grund af størrelsen på roll-ups, skal eventuelle billeder være i høj opløsning (spørg grafiker, hvis du er i tvivl).
- Obs! Hvis der står flere roll-ups på række, skal de have et ensartet udtryk, f.eks. samme højde i toppen.
Du kan kontakte Lolland Kommunes kommunikationsafdeling for vejledning.
Øvrig skiltning
Nedenfor er eksempel på øvrig skiltning. Hent pdf med retningslinjer for skiltene her eller kontakt Lolland Kommunes kommunikationsafdeling for vejledning i design af skilte, hvis du er i tvivl.
Safariskilt
- 70 og 90 cm bredde.
- Typografi: Candara
- Logo: Altid horisontalt
- Venstre og højre margen: 7,5 cm
- Hvid kasse: Højde 15 cm
Planformskilt
- 75x30 cm.
- Typografi: Candara
- Logo: Altid horisontalt
- Venstre og højre margen: 5,0 cm
- Hvid kasse: Højde 7,5 cm
- Skillestreger ved flere linjer - 7 punkt
Vingeskilt
- 40x20 cm.
- Typografi: Candara
- Logo: Altid horisontalt
- Venstre og højre margen: 2,5 cm
- Hvid kasse: Højde 6 cm
Digital design
PowerPoint
Forsiden på PowerPoint-præsentationer er bygget op i samme stil som forsiden på publikationer, så der er en visuel sammenhæng og en rød tråd mellem de enkelte dele i kommunikationen.
Du finder Lolland Kommunes skabelon til PowerPoint-præsentationen her.
Har du brug for at finde et forsidebillede til din PowerPoint-præsentation, findes der et udvalg af fotos fra Lolland her
Infoskærme
Forskellige steder i Lolland Kommunes bygninger er der sat infoskærme op. Informationen/indholdet er tilpasset det enkelte område, alt efter hvilket formål skærmen har.
Når der produceres indhold til infoskærme, gælder de generelle retningslinjer for Lolland Kommunes design: Som typografi bruges Verdana, og farverne skal være Lolland Mørkeblå (RGB: 0-52-120) og/eller Lolland Grøn (RGB: 88-166-24). Læs også Lolland Kommunes retningslinjer for brug af billeder under Værktøjer/Kommunikation og Design/Fotos og Video (kun for medarbejdere i Lolland Kommune).
Det store felt til venstre kan anvendes til forskellige typer af indhold/budskaber og styres af sektoren/afdelingen, der ejer infoskærmen.
Feltet til højre er tiltænkt generelle kampagner, hvor målgruppen er alle borgere i kommunen. Indholdet i dette felt bliver vist på samtlige infoskærme i Lolland Kommune. Alle Lolland Kommunes sektorer/afdelinger kan byde ind med ønsker til kampagnefeltet (det højre), som bliver styret af Kommunikation/Strategi og Politik. Så har din sektor/afdeling et arrangement, en oplysning, et borgermøde eller lignende, som du ønsker vist i kampagnefeltet, så skriv en mail til kommunikationsafdelingen. Kampagnefeltet er egnet til et kort visuelt budskab.
Lolland Kommunes hjemmeside
Lolland Kommunes hjemmeside(r) skal fungere som indgang til kommunens information og servicetilbud. Hjemmesiderne skal signalere troværdighed og være brugervenlige.
Lolland Kommunes subsites
Decentrale enheder og institutioner kan i særlige tilfælde eje deres eget subsite. Lolland Kommunes subsites bygger på en skabelon, som visuelt har sammenhæng med Lolland Kommunes hovedsite lolland.dk. Retningslinjerne m.h.t. design og indhold for Lolland Kommunes øvrige hjemmesider gælder ligeledes for Lolland Kommunes subsites.
Webtilgængelighed
Loven om tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapplikationer gælder for alle Lolland Kommunes hjemmesider og mobilapplikationer.
Lolland Kommune er forpligtet til at leve op til WCAG 2.1 standarden, som definerer lovens krav om webtilgængelighed. Se Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside for at læse mere om webtilgængelighed.
Webtilgængeligt indhold på hjemmesider er:
- når tekster og billeder gengives korrekt på både mobiltelefoner, tablet og PC,
- når man kan navigere i indhold, selvom man ikke er i stand til at bruge en mus (man skal kunne navigere rundt med tab-tasten eller med stemmekommandoer),
- når indholdet på siden kan læses af skærmlæsere (til synshandicappede og ordblinde).
Som udgangspunkt skal alt indhold ligge som HTML-tekst på siderne. Bygger du dit indhold rigtigt op, vil indholdet på hjemmesiden automatisk blive webtilgængeligt. Hvis der af særlige grunde skal lægges et dokument på hjemmesiden, skal det overholde kravene til webtilgængelighed, eller udelukkende være et dokument til print. Se vejledning på Lolland Kommunes Intranet på Værktøjer/Webtilgængelighed (kun for Lolland Kommunes medarbejdere).
Sådan skriver du til web
- Vær konsistent i opbygningen af dine sider. Det ser bedre ud og er nemmere at læse.
- Brug overskrifter i flere niveauer. Du kan sammenligne det med opbygningen i en indholdsfortegnelse.
- Bryd din tekst op i mindre afsnit.
- Tænk som brugeren og tal til vedkommende - hav altid brugeren in mente, når du laver nyt indhold.
- Brug lister for at skabe overblik.
- Anvend linktekster så det tydeliggøres, hvor brugeren sendes hen, brug ikke links som ”Læs mere” eller ”klik her”.
- Husk at angive alternative tekster (ALT-tekster) til billeder.
Webtilgængelige word-dokumenter
For at kunne lægge tilgængelige pdf-filer på hjemmesiden skal det bagvedliggende worddokument laves rigtigt fra bunden. Du finder en vejledning til at lave word-filer til webtilgængelige pdf’er på Lolland Kommunes Intranet på Værktøjer/Webtilgængelighed (kun for Lolland Kommunes medarbejdere).
Webtilgængelighed i grafiske dokumenter/Indesign
Arbejder du i Indesign, kan du kontakte kommunikationsafdelingen for vejledning.
Får du lavet grafiske materialer eksternt, er det vigtigt at stille krav til leverandøren af dit materiale. Materialet skal overholde retningslinjerne for webtilgængelighed. Det er vigtigt, at dette kommunikeres med grafikeren/bureauet samtidig med, at ordren afgives.
Kontakt vedr. webtilgængelighed
Er du i tvivl, er du velkommen til at kontakte Lolland Kommunes kommunikationsafdeling for rådgivning og praktisk vejledning i webtilgængelighed.
Video
Logo
På alle videoer, produceret internt og eksternt for Lolland Kommune, skal der være et Lolland Kommune-logo eller et Lolland Kommune-institutionslogo. I særlige tilfælde kan logoet placeres i slutningen, som en outtro. Det vigtigste er, at modtageren ikke er i tvivl om, hvem afsender er. Se størrelse og placering for logoet nedenfor. Download logo her
Brug af farver
Når du producerer videoer, skal Lolland Kommunes farver bruges til eventuelle grafikelementer, f.eks. tekstbokse, pile, rammer, bokse eller øvrig grafik. Default-farverne er som følger: Lolland Blå (#003478), Lolland Grøn (#58A618), Sort (#000000), og Hvid (#FFFFFF). Se Lolland Kommunes farver i denne pdf
Typografi og tekst
Lolland Kommune bruger følgende typografier, som kan anvendes til video: Varela, Verdana eller Candara.
Lyd og undertekster
Alle videoer produceret til ekstern brug skal være webtilgængelige. Lav derfor altid dine videoer med undertekster, også af hensyn til de, som ser videoer uden lyd.
Intro og Outtro
Hav altid et indlednings- og/eller afslutningsbillede på din video. Det kan være et screendump af starten af din video, et temabillede eller billede med Lolland Kommunes logo.
Afslut dine videoer med logo på baggrund (Outtro) der fader ud, gerne med en ”call-to-action”, kontaktoplysninger eller andet info.
Er du i tvivl om noget, er du velkommen til at kontakte Lolland Kommunes kommunikationsafdeling.
Reklamemateriale
I Lolland Kommune er det ikke kun et ensartet, gennemgående udtryk i publikationer og andre trykte produkter, der sikrer en rød tråd i vores grafiske udtryk og kommunikation. Vi kommunikerer også igennem de forskellige fysiske artikler, der er til rådighed i vores daglige arbejde.
For at sikre ensartethed og en gennemgående linje skal køb af alt merchandise og beklædning overholde designmanualens retningslinjer vedr. farvevalg og placering af logo.
I visse tilfælde kan der være behov for at afvige fra retningslinjerne i designmanualen. Inden dette sker, skal Lolland Kommunes kommunikationsafdeling kontaktes. Der foretages en konkret, individuel vurdering i hver enkelt sag.
Herunder kan du se et udvalg af reklamemateriale og beklædning i Lolland Kommune.
Korrespondance
Breve og notater
Breve, notater og øvrig korrespondance udarbejdes ved hjælp af elektroniske skabeloner, som oprettes via ESDH-systemet SBSYS eller Lolland Kommunes øvrige fagsystemer. På skabelonerne bruges skrifttypen Verdana, og på henholdsvis brev- og notatskabelon fremgår Lolland Kommunes horisontale logo i farver. Hent retningslinjerne for brev og notatskabelon til print her eller kontakt Lolland Kommunes kommunikationsafdeling for vejledning.
Visitkort
Visitkort skal se ud som nedenstående og fås ved henvendelse til Lolland Kommunes trykkeri på Rådhuset i Maribo Tlf. 54 67 67 67. Oplysninger til visitkort udfyldes i formular på Lolland Kommunes Intranet under værktøjer/Kommunikation og Design/Trykkeri (kun for Lolland Kommunes medarbejdere).
Signaturer
Standard for mailsignatur i Outlook
Lolland Kommunes oficielle mailsignatur er lagt ind som en skabelon i Outlook. Som medarbejder i Lolland Kommune skal du altid bruge denne skabelon.
Når signaturen og udtrykket i alle medarbejderes mailkorrespondance er ens og følger retningslinjerne for Lolland Kommunes designmanual, er det med til at signalere en professionalisme og styrke vores branding af Lolland Kommune. Der må ikke ændres i skrifttyper, farver, indsættes andre billeder, kampagnebokse eller lignende.
Bruger du Outlook via www.office.com skal du selv oprette din signatur fra bunden.
Vejledninger samt videovejledninger til brug for oprettelse af signatur findes på Lolland Kommunes intranet.
Mailsignaturen i Outlook skal indeholde
- Med venlig hilsen
- Fornavn(e) og efternavn
- Titel
- e-mail-adresse
- Fastnetnummer (hvis man har det)
- Mobilnummer (hvis man har det)
- Lolland Kommune
- Sektor og evt. team/afdeling
- Arbejdsadresse, postnr. og by
- www.lolland.dk
- Lolland Kommunes hovednr. Tlf. 54 67 67 67
- Lolland Kommunes logo
Signatur på telefoner og tablets (Android og IOS)
Hvis du e-mailer fra en telefon eller tablet/iPad, skal du også tilføje din signatur, så den automatisk kommer på, hver gang du sender en ny e-mail.
Kuverter
Eksempler på kuverter med Lolland Kommunes logo. Har du brug for kuverter med logo, kan du kontakte Lolland Kommunes trykkeri på Rådhuset i Maribo Tlf. 54 67 67 67.
Kontakt
Ring til os
Skriv til os
Når du ringer
Callcentret viderestiller til relevant medarbejder eller område.