Udfyld lægeattest til kørekort digitalt
Borgere i Lolland Kommune kan nu benytte en digital løsning, når de skal udfylde lægeattesten til kørekort.
Nu kan du med MitID udfylde den første del (Del A) af lægeattesten til kørekort digitalt i stedet for at udfylde den fysiske blanket.
Når du har udfyldt den digitale lægeattest, vil attesten være i lægens lægejournalsystem, hvorefter du sammen med lægen skal udfylde resten af lægeattesten. Lægeattesten kan benyttes i Borgerservice af køreskoleelever, borgere, som skal forny de store kategorier, eller borgere, som har en helbredssag, hvor der skal benyttes en lægeattest.
I første omgang er det frivilligt, om du ønsker at benytte den digitale eller fysiske lægeattest, men fra 1. juni 2025 bliver det obligatorisk at anvende den digitale lægeattest.
Hvis du er fritaget for MitID
Er du fritaget for MitID, skal lægeattesten udfyldes via en fysisk blanket hos din læge og afleveres i en lukket kuvert i Borgerservice.
Hvis du er fritaget for Digital Post
Er du fritaget for Digital Post, kan du stadig godt udfylde den digitale lægeattest. Når du har udfyldt Del A digitalt, kan du downloade din kvittering, hvis du ønsker denne. Du vil også modtage to kvitteringsbreve med post. Første kvitteringsbrev vil blive sendt, efter du har udfyldt Del A, og andet kvitteringsbrev vil blive sendt, efter du har udfyldt resten af lægeattesten sammen med din læge.
Borgere i Sygesikring Gruppe 2
Hvis du er i Sygesikring Gruppe 2, skal lægeattesten udfyldes via en fysisk blanket hos din læge og afleveres i en lukket kuvert i Borgerservice.