Spørgsmål og svar om Stadsarkivet
Lolland Stadsarkiv indsamler, registrerer og bevarer kommunale arkivalier fra Lolland Kommune, ligesom arkivet vejleder kommunens sektorer om reglerne for bevaring og kassation af arkivalier.
Lolland Stadsarkiv har eksisteret siden 29. januar 2009 og er et offentligt arkiv i henhold til arkivloven.
Stadsarkivet samarbejder med de otte lokalhistoriske arkiver i kommunen.
Spørgsmål og svar
Kontakt Lolland Stadsarkiv for nærmere aftale om adgang til sagen, hvis den er yngre end 20 år. Sager med personoplysninger skal være ældre end 75 år gamle før du kan se dem uden dispensation.
Hvis du har gået på en folkeskole i Lolland Kommune og vil vide, hvem du gik i klasse med, er der forskellige muligheder for at få disse oplysninger.
Hvis du har taget en afsluttende eksamen før 1979, kan du få en kopi af eksamensprotokollen, der kun viser navne og fødselsdatoer.
Hvis du har taget afsluttende eksamen efter 1978 findes materialet ikke i protokoller men i løsblade, som ikke er klasseopdelt.
Stadsarkivet kan udarbejde en klasseliste til dig ud fra dette materiale. Du kan ikke selv få direkte adgang til materialet, da det indeholder personfølsomme oplysninger.
På stadsarkivet findes der eksamensprotokoller fra folkeskolerne i Lolland Kommune. Du kan ikke rekvirere et egentligt eksamensbevis, men stadsarkivet kan lave en kopi af dine års- eller eksamenskarakterer.
Du skal kunne oplyse hvilket år og fra hvilken skole du har taget eksamen. Hvis din skole stadig eksisterer, kan du også prøve at henvende dig direkte til den. Er du gået ud af skolen fra 2000 og frem kan du selv udskrive dit eksamensbevis.
Hvis du har været anbragt uden for hjemmet, eller på anden måde har en børnesag i kommunen, har du mulighed for at se din egen sag. Det varierer en del, hvor mange børnesager, der er bevaret. Bemærk at du skal søge Stadsarkivet om dispensation for at få adgang til sagen.
Rigsarkivet har lavet et faktaark, hvor du kan læse mere om hvilke typer af børnesager, der er bevaret.
Lolland Stadsarkiv råder ikke over en læsesal på rådhuset i Maribo. Hvis du har brug for at besøge arkivet, er det derfor en god ide at lave en aftale i forvejen. Der vil så blive reserveret et mødelokale til dig, hvor du kan sidde i fred og ro med dine arkivalier.
Normal ekspeditionstid er 3 dage.
Før du kan bestille arkivalier, skal du have oprettet en brugerkonto i STARBAS.