Skip til hoved indholdet

Velkommen til Lolland

Kære tilflytter

Som borgmester i Lolland Kommune er jeg glad for at kunne byde dig velkommen hertil.

Jeg har selv boet her hele livet og vil ikke bytte for noget. Det er derfor ikke uden grund, når jeg siger, at Lolland er et fantastisk sted at bo, arbejde og leve.

Lolland Kommune rummer nemlig alle muligheder for en god hverdag for hele familien: Daginstitutioner, skoler, hele paletten af servicetilbud, attraktive job, et rigt forenings- og kulturliv, stor natur og fantastiske muligheder for et aktivt fritidsliv. Samtidig står Lolland Kommune midt i en rivende udvikling. Store infrastrukturprojekter skaber vækst, udvikling og jobs, og i 2029 når Femernforbindelsen står færdig, vil den nye transportkorridor til Europa give vækstmuligheder for nye og eksisterende virksomheder.

Vores job som kommune er, først og fremmest, at give dig som kommende lollik de bedste rammer for at gøre dine drømme og ambitioner til virkelighed.

Vi er her for at gøre det så let for dig som muligt, så derfor har vi lavet denne side med en række vigtige oplysninger. Her finder du information om børnepasning, arbejdsmarkedet, skoler, fritidsliv og meget mere.

Du er naturligvis også altid velkommen til at kontakte os.

Jeg håber, at du finder dig godt til rette. Vi glæder os til at dele Lolland med dig.

Velkommen!

Holger Schou Rasmussen
Borgmester

Portræt af borgmester Holger Schou Rasmussen


Fakta om Lolland

Der bor omkring 40.000 i Lolland Kommune. Hovedbyerne er Maribo og Nakskov. Derudover består kommunen af en række oplandsbyer, landsbyer og naturskønne øer som Fejø, Femø og Askø.

Øen har en kystlinje på over 300 kilometer og har de to smukke naturparker, Maribosøerne og Nakskov Fjord.

Nakskov for oven i forårssolskin

Lolland ligger godt placeret mellem Sjælland og Fyn, tæt på Tyskland. Området har en stærk erhvervsprofil med virksomheder blandt andet inden for grøn energi, landbrug, fødevareproduktion og turisme, og den forventede vækst i forbindelse med Femern-forbindelsen styrker områdets udvikling yderligere.


Når du flytter

På borger.dk finder du en praktisk huskeliste, der guider dig gennem alt det, du skal huske, når du flytter. Fra adresseændring og forsikringer til el, varme og internet. Huskelisten hjælper dig med at få styr på det hele.

Gå til huskelisten på borger.dk

Tilflytterservice

På Lolland står en række borgere klar til at byde dig velkommen i dit lokalområde. Det er borgere, der er særligt optagede af, at du som tilflytter skal få en god start på Lolland. Nogle er selv tilflyttere, mens andre har boet her i mange år, men fælles for dem er, at de gerne vil hjælpe dig med at komme på plads.

Ambassadørerne kan hjælpe dig med information om dit lokalområde. Det kan være om f.eks. foreningsliv, indkøbsmuligheder, hvad der sker i området, skoledagtilbud osv. Måske de ikke kan svare på alt, men de kan i så fald hjælpe dig på vej med at finde ud af det.

Du finder ambassadører i følgende byer: Langø, Nakskov, Stokkemarke, Horslunde, Blans, Bursø, Holeby, Maribo, Bandholm og Femø.

Bosætningskonsulent

Vores bosætningskonsulent kan hjælpe dig og din familie med at falde godt til på Lolland. Hun tilbyder vejledning om alt fra boligmuligheder, børnepasning og skoler til fritidsaktiviteter og netværk.

Hun står klar til at hjælpe dig!

Kontakt Martina Frang Mostad på mail: tilflytter@lolland.dk eller på tlf. 23 99 69 36

Kom i kontakt med ambassadørerne

Fritid, kultur og fællesskab

Lolland Kommune er kendt for sit rige foreningsliv og mangfoldige kulturtilbud, der giver både børn, unge og voksne mulighed for at engagere sig, lære nyt og opleve fællesskabet.

Med et af landets højeste antal foreninger i forhold til indbyggertallet er der fritidsaktiviteter for enhver smag og alder. Uanset om du er til sport, musik, kunst eller sociale fællesskaber, finder du noget, der passer til dig.

Musikskolens kor giver en forestilling

Lolland byder også på et væld af kulturelle oplevelser - fra teaterforestillinger og koncerter til biografer, markeder og museer.

For de yngre er der masser af muligheder for at udfolde sig kreativt og socialt. Musikskolen, Billedskolen og Ungdomsskolen tilbyder alt fra undervisning i musik og kunst til spændende sociale og kreative fag.

Det Kongelige Teater på tour i NakskovFoto: Anne-Mette Pedersen, Nakskov Fotogruppe

Frivillighed og netværk

Vil du gøre en forskel? Frivilligcenter Lolland hjælper dig i gang med frivilligt arbejde i en af de 120 medlemsforeninger, der arbejder med alt fra børn og unge til ældre og sociale netværk.

Lolland byder også på unikke netværk som:

  • Lolland-Falster Lovestorm: En forening, der deler de gode historier om områder og arrangerer spændende aktiviteter.
  • QLF - Quality Lolland-Falster: Et netværk for erhvervsaktive kvinder, der arrangerer månedlige events og arbejder for at udbrede kendskabet til Lolland-Falster.
  • International Community Lolland-Falster: Et netværk for internationale bosat på øerne. De tilbyder støtte og hjælp til at finde sig til rette i livet på Lolland-Falster og skaber samtidig muligheder for at knytte bånd mellem internationale og danske borgere gennem aktiviteter og events året rundt.

Lokale lækkerier

Lollands frugtbare jord gør området til et paradis for madelskere. Her hyldes de lokale råvarer, og det er ikke uden grund, at Lolland er kendt som en destination for kulinariske oplevelser. På Lolland finder du stemningsfulde madmarkeder, indbydende restauranter, hyggelige caféer og charmerende gårdbutikker, hvor de bedste lokale smagsoplevelser venter på dig.

Læs mere om kultur og fritid på Lolland Se kalender med arrangementer

Omgivet af natur

Lolland er et sandt paradis for naturelskere med storslåede landskaber, et rigt dyre- og fugleliv og en fascinerende kulturhistorie. Naturpark Maribosøerne og Naturpark Nakskov Fjord byder på uforglemmelige oplevelser for både børn og voksne. Her kan du udforske naturen til fods, på cykel, til hest eller i båd, og de mange ruter og stier gør det nemt at finde nye eventyr.

Roere på Nakskov FjordFoto: Anne-Mette Pedersen, Nakskov Fotogruppe

Strandene er altid tæt på, og med 25 strande, er der rig mulighed for en dukkert eller en afslappende gåtur langs vandet. Lollands lange kyststrækninger og korte afstande gør området til et sandt paradis for vandsportsentusiaster og lystfiskere, og jægere kan også nyde godt af de mange muligheder med varieret natur og store vildtbestande.

Naturoplevelserne på Lolland-Falster er samlet på platformen "Naturlandet Lolland-Falster," som gør det nemt at finde inspiration til din næste tur.

Læs mere om naturoplevelser på Lolland

Job og uddannelse

På Lolland er der spændende muligheder for både arbejdsliv og uddannelse. Kommunen er i rivende udvikling, blandt andet takket være Femern-projektet, som skaber mange nye arbejdspladser og styrker det lokale erhvervsliv. Du finder en bred vifte af jobmuligheder på både det private og offentlige arbejdsmarked.

Hvis du ønsker at uddanne dig eller opkvalificere dine kompetencer, er der adgang til både lokale og regionale uddannelsestilbud.

Svejser i gang med at svejse

Jobcenter Lolland

På jobcentret kan du få hjælp til at søge arbejde, komme i uddannelse eller få hjælp i forbindelse med ledighed, sygdom eller offentlig forsørgelse. Her står rådgivere klar til at hjælpe dig godt videre.

Business Lolland-Falster

Business Lolland-Falster er en erhvervsorganisation, der arbejder for at styrke vækst og udvikling på Lolland-Falster. Organisationen støtter virksomheder og iværksættere med rådgivning, netværk og adgang til lokale ressourcer.

Se job- og uddannelsesmuligheder i Lolland Kommune Mere info om Jobcenter Lolland Besøg Business Lolland-Falsters hjemmeside

Når du flytter til med børn

Lolland Kommune tilbyder pasning af de mindste i integrerede daginstitutioner, dagplejer, børnehaver og skovbørnehaver. Der er pasningsgaranti for tilflyttere inden for 2-3 måneder fra ansøgningstidspunktet, alt efter om du har barnet i pasningstilbud i din nuværende kommune.

I Lolland Kommune er der seks folkeskoler, en special skole og en international skole. Skolerne tilbyder også SFO for indskolingen og SFO2/juniorklub for mellemtrinnet.

Skal dit barn meldes ind i en af vores skoler eller flyttes fra en skole til en anden, skal du kontakte skolesekretæren på den pågældende skole.

I Lolland Kommune er der også mulighed for privat pasning og skole. Ønsker du dette, skal du kontakte den pågældende institution eller skole.

Elever foran computer på en skole

Ungdomsuddannelse

I Lolland Kommune er der erhvervsrettede og gymnasiale uddannelser, VUC og forberedende grunduddannelse FGU.

Læs mere om dagtilbud og skoler i Lolland Kommune

Værd at vide om bolig

Gult hus med hvidt stakit

Har du ikke fundet en bolig endnu, kan du søge online på de mange boligportaler, hvor du hurtigt får et overblik over boliger til salg og ledige lejeboliger. Det kan også være en god idé at holde øje med ledige lejemål i lokalaviser som Folketidende og Ugeavisen. Derudover står de lokale ejendomsmæglere klar til at hjælpe dig.

På Lolland finder du også et bredt udvalg af almene boliger i form af både lejligheder og rækkehuse. Hvis du ønsker en almen bolig, skal du henvende dig til et af boligselskaberne.

Drømmer du om at bygge dit eget? I Lolland Kommune har vi flere attraktive grunde til salg, hvor du kan realisere dine boligdrømme.

Affald og forsyning

I Lolland Kommune står REFA for indsamling af affald og drift af genbrugspladserne. Lolland Forsyning har ansvaret for varme, vandforsyning og kloakering.

Når det kommer til el, har SEAS NVE forsyningspligt i kommunen, men husstandene kan frit vælge deres el-leverandør. I Nakskov leveres strømmen primært af Nakskov Elnet A/S.

Læs mere om almene boliger Se parcelhusgrunde til salg

Din sundhed

Når du flytter, kan du enten beholde din læge eller gratis vælge en ny læge, som har åbent for tilgang af patienter. I Lolland Kommune har mange af lægerne lukket for patienttilgang, og det er derfor ikke muligt at vælge en læge, som har åbent for patienttilgang indenfor 15 kilometer fra din bopæl.

Velkomstbesøg af en sundhedsplejerske

Sundhedsplejerskerne i Lolland Kommune tilbyder et velkomstbesøg til tilflyttere med børn under fire år. Her bliver du budt velkommen til området, og I taler sammen om, hvad du og dit barn kan have behov for.

Skadeklinik og skadestue

På Nakskov skadeklinik kan du få behandlet mindre skader, som du har fået inden for det seneste døgn. Klinikken er bemandet af specialuddannede sygeplejersker.

Den nærmeste skadestue finder du i Nykøbing Falster.

Læs om valg af læge

Følg med i byrådets arbejde

Lolland Kommune er en politisk ledet organisation med et byråd på 25 medlemmer, seks udvalg og ca. 3500 ansatte.

Alle er velkomne til at komme og overvære byrådsmøderne, der som hovedregel finder sted sidste torsdag i hver måned forskellige steder i kommunen. Du kan også følge byrådsmøderne direkte hjemmefra på Lolland Kommunes Facebookside, hvor byrådsmøderne bliver livestreamet.

Se byrådsmedlemmer, udvalg og indsatsområder mv.

Sådan kommer du rundt

På Lolland kan du komme rundt med bus, tog og færger.

Der er forskellige busruter på øen, hvilket du kan finde en oversigt over på dinoffentligetransport.dk. Lollandsbanen, det lokale tog, forbinder Nykøbing Falster og Nakskov, og Lolland Færgefart sejler til Fejø, Femø og Askø.

Læs mere om den offentlige transport i Lolland Kommune

Til dig, der flytter tilbage fra udlandet

Når du, som udlandsdansker, flytter tilbage til Danmark, skal du møde fysisk op på Borgerservice for at anmelde din indrejse. Du skal medbringe pas og dokumentation for din bopæl.

På borger.dk finder du en liste med vigtige informationer om at flytte tilbage til Danmark.

Se listen på borger.dk

Hold dig opdateret og giv os feedback

Tilmeld nyhedsbrev Giv os feedback

Lolland Kommune
Torvet 3
4930 Maribo

CVR-nr. 29188572

Telefon: 54 67 67 67
lolland@lolland.dk

Telefontider

Mandag - onsdag08:00 - 15:00
Torsdag08:00 - 17:00
Fredag08:00 - 13:00

Nyttige links