Høring af Varmeplan 2025
Byrådet har den 27. februar 2025 besluttet at udsende Varmeplan 2025- 2033 i 4 ugers offentlig høring.
Om Varmeplanen
Varmeplan 2025-2033 tager afsæt i gældende lovgivning, kommunens strategiske mål samt byrådets godkendte planer og strategier. Varmeplanen er ikke juridisk bindende, men er vejledende og rammesættende for varmeforsyningens udvikling og planlægning i Lolland Kommune.
Denne varmeplan er en statusplan, som samler op på de ændringer, som er sket siden sidste varmeplan fra 2017 og kigger overordnet på de muligheder, der tegner sig på varmeforsyningsområdet særligt i forhold til VE, elektrificering og udnyttelse af overskudsvarme fra PTX-anlæg, sukkerfabrikken og andre produktionsvirksomheder.
De i Varmeplanen anførte planer og idéer for fjernvarmeværkerne er blot værkernes overvejelser og visioner. Skal der gennemføres konkrete projekter skal byrådet godkende konkrete projektforslag, udarbejdet og godkendt efter Projektbekendtgørelsen. Kommunen kan i den forbindelse stille krav om, at f.eks. el-baserede alternativer skal belyses i forbindelse med den konkrete samfundsøkonomiske vurdering, før der gives en eventuel godkendelse.
Varmeplanen tager udgangspunkt i Lolland Kommunes varme- og energipolitiske målsætninger som flugter med de nationale målsætninger. Derved kommer varmeplanen også til at bidrage til den mere strategiske grønne erhvervsudvikling, som kommunen har fastsat som en af de strategiske fyrtårne.
Der sker rigtig meget på energiområdet i disse år og varmeplanlægning og nye teknologier på området er i konstant bevægelse. Derfor er Varmeplan 2025-2033 udviklet i digital form som et dynamisk planlægningsredskab, der understøtter en varmesektor i bevægelse.
Hvis grundforudsætningerne for varmeplanen ændres i planperioden, er det derfor muligt at opdatere planen, så den altid afspejler det mest retvisende billede. Det kan f.eks. være tilfældet ved ny regulering, ny teknologi, forbedrede data eller i forbindelse med revision af Kommuneplanen eller Kommunens Klimaplan- og Energiplan.
En central del af Varmeplan 2025-2033 er det digitale varmeplankort, der blandt andet viser fjernvarmeforsyningsområder og områder med tilslutningspligt for fjernvarme. Størstedelen af data i kortet opdateres automatisk på daglig basis, og det gør Varmeplanen brugbar og aktuel at planlægge ud fra - både i dag, men også om 3 år, når billedet har ændret sig.
Høring
Bemærkninger til varmeplanen kan sendes ind via ”Skriv høringssvar”, der findes i den lille orange boks øverst på alle sider i den digitale udgave af Varmeplan 2025-2033 (DKplan). Det er muligt at tilføje dokumenter, billeder, mv. op til 10 MB under ”Skriv høringssvar”.
Frist for indsendelse af bemærkninger til varmeplanen er fastsat til den 2. april 2025.
Kontakt
Ring til os
Bemærk
Husk at sende sikker post, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.Når du ringer
Callcentret viderestiller til relevant medarbejder eller område.