Ny strategi for idrætshaller
Fritids-, Kultur- og Folkesundhedsudvalget vil i foråret 2025 præsentere en samlet facilitetsanalyse på kultur- og fritidsområdet. Heri indgår også en ny halstrategi.
Som en del af fyrtårnet "Kommune i ny virkelighed" blev der i 2024 sat gang i at udvikle en ny strategi for fremtidens haller i Lolland Kommune.
Som et led heri blev der blandt andet lavet en kortlægning og analyse af idrætsfaciliteterne i kommunen, suppleret med viden fra analysen af kommunens samlede bygningsmasse.
Herudover blev der indhentet input fra de lokale foreninger og via fire borgermøder, som blev afholdt i august 2024.
Resultatet af halanalysen skulle danne grundlag for en allerede besluttet besparelse på 1,5 mio. kr. på halområdet, der skal udmøntes i 2025.
Indgår i facilitetsstrategi
I november 2024 blev det besluttet, at halstrategien kommer til at indgå som en del af arbejdet med en samlet facilitetsstrategi inden for kultur- og fritidsområdet.
Besparelsen på 1,5 mio. kroner på halområdet effektueres i forbindelse med lukning af Holebyhallen samt ved optimering og ændring af rengøringssekvensen i hallerne generelt.
I begyndelsen af 2025 afholdes blandt andet et temamøde i Fritids-, Kultur- og Folkesundhedsudvalget om facilitetsstrategien. Arbejdet tager afsæt i halanalysen, og suppleres med oplysninger om tilskud til kultur- og fritidsfaciliteter samt eksisterende data og placering af kommunens kulturhuse og lokalhistoriske arkiver.
Udvalget vil i maj 2025 fremlægge et udkast til en facilitetsstrategi, der kan implementeres, og som danner rammen for det politiske arbejde med at prioritere og sætte retning for drift og udvikling af kultur- og idrætsfaciliteterne de kommende år.